Store Heddinge

Forvent en halv times ventetid inden brandvæsenet kommer

St. Heddinge: Stevns og Faxe Kommuner taler i denne tid om at lægge deres beredskab sammen. Det kan spare en masse penge, men det kan også risikere at give en halv times ventetid når brandalarmen går

Det er ikke de menige brandmænd, der kommer senere, hvis Stevns og Fakse skal dele beredskab. Det er de særlige indsatsledere, som skal tage bestik af branden, dens farlighed og dens videre udvikling, der fremover vil komme senere til brande. Det geografiske område, som indsatslederen skal dække, bliver nemlig langt større – og han bliver alene om opgaven.

I øjeblikket er der tre indsatsledere tilsammen i Stevns og Faxe Kommuner. Ved en sammenlægning skal der kun være én.

Til gengæld kan der spares ca. 767.000 kr. om året i Faxe og 67.000 kroner på Stevns.

Faxe Kommune vil kunne opnå den samme besparelse, også uden at indgå samarbejde med Stevns Kommune. Dette kan ske ved en omlægning af den eksisterende indsatsledervagtordning, så der fremover kun er ét indsatsområde i stedet for de nuværende to. Endvidere ved, at udrykningsberedskabets minimumsbemanding på 1+6 evt. reduceres.

Andre fordele ved sammenlægningen er, ifølge Beredskabskommisionens dagsorden til det kommende møde, at det faglige niveau styrkes for både indsatsledervagt, brandsyn og brandteknisk byggesagsbehandling.

Derudover øges beredskabets robusthed, da der lægges op til at de to enheder bliver sammensluttet til én. Udover en økonomisk gevinst for begge kommuner, vil der kunne opnås en øget faglighed, da indsatslederne får dobbelt så mange opgaver, hvor der kræves indsatsledelse, og brandsyns folkene har mulighed for daglig sparring i gruppen af brandtekniske byggesagsbehandlere.

Begge kommuner vil opnå et øget beredskab ved, at der indføres en bagvagt. Dette er samtidig en funktion, som skal varetage kommunens øvrige interesser ved større og ved længerevarende indsatser.

 

Kommentarer