Fotokonkurrence markerer Stevnsdagen
Stevns Kommune: Stevnsboerne kan deltage i en fotokonkurrence i forbindelse med at kommunen afholder Stevnsdag
Stevnsborgerne kan være med til at sætte et visuelt fokus, når Stevns Kommune afholder Stevnsdag den 17. januar. Kommunen bruger nemlig en fotokonkurrence til at sætte fokus på de seks temaer:
- Bosætning
- Erhverv
- Natur
- Sundhed
- Infrastruktur
- Lokal Agenda 21
– Vi har før haft held med at afvikle en fotokonkurrence i forbindelse med Stevnsdagen, fortæller kommuneplanlægger Lilian Schmidt, og tilføjer:
– Billeder kan noget andet end ord, og ved at bruge billeder til at vise en styrke inden for et bestemt tema, kan vi sætte gang i debatten på en anden måde. Så jeg håber virkelig, at mange stevnsborgere har mod på at deltage, fortæller Lilian Schmidt og understreger, at det ikke nødvendigvis er det bedste billede rent fototeknisk, som vinder:
– Det kan også være det billede, som viser et af temaerne fra et helt nyt perspektiv, vi ikke har tænkt på før, eller som kaster nyt lys over temaet, slutter Lilian Schmidt.
Konkurrencebetingelser
Hvis man vil deltage i konkurrencen skal man sende sit foto til Stevns Kommune voa e-mail plan@stevns.dk senest den 5. januar. Vinderen kåres den 17. januar, når kommunen afvikler Stevnsdagen i Store Heddinge.
Dit billede skal vise, hvad du mener, er Stevns’ styrker inden for temaerne ovenfor. Du kan deltage med så mange billeder, du vil og inden for flere af temaerne.
Når du sender dit billede til Stevns Kommune accepterer du kommunens brug af billedet ved Stevnsdagen, på stevns.dk, Facebook mv.
Vinderen findes ved afstemning på Facebook i løbet af januar måned, og belønnes med hovedpræmien – et gavekort på 500 kr. til Store Heddinge Handlestandsforening. Derudover kåres der en vinder inden for hvert tema.
Hvad er Stevnsdagen?
Stevnsdagen er dagen, hvor Stevns Kommune sætter fokus på kommunens planstrategi. Denne gang med fokus på temaerne: Bosætning, erhverv, natur, sundhed, infrastruktur og Lokal Agenda 21.
Kommunens borgere kan give sin mening til kende om planstrategien, mens politikerne fra Plan- og Teknikudvalget lytter med. Herudover er der en udstilling over aktuelle projekter i Stevns Kommune blandt andet Vallø Strand, Hårlev Bymidteplan, Stevns Klint, Tryggevælde Ådal, sundhedscentret, el-biler og klimatilpasningsplan.
Stevnsdagen løber af stablen lørdag den 17. januar på Store Heddinge Skole fra klokken 9.30. Dagen starter med morgenmad, og afrundes klokken 14.00 med kage og præmieoverrækkelser.
Kommentarer