Fotokonkurrence om Stevns som verdensarv
Rødvig: Rødvig Borgerforening og Stevns Fotoklub inviterer alle til at deltage i en fotokonkurrence om Stevns som verdensarv.
Rødvig Borgerforening og Stevns Fotoklub inviterer alle interesserede til at deltage i en fotokonkurrence om Stevns som verdensarv. Det skriver Dagbladet.
Det kræves at de deltagende fotos skal være taget efter, at Stevns Klint blev udnævnt til verdensarv samt at de ikke tidligere må have været udstillet offentligt eller deltaget i en konkurrence.
Dommerkomitéen består af fotograf Susanne Schönthal, naturvejleder Peer Nørgaard og redaktør Erik Nielsen fra Mediehuset i Store Heddinge. De tre bedste fotos vil blive præmieret.
Ved at deltage i fotokonkurrencen, giver man lov til, at billederne udstilles på havnen i Rødvig i forbindelse med markedsdagen i Rødvig søndag 5. juli. Her vil der desuden være en publikumsafstemning, med rødvin som præmie.
Fotokonkurrencens vindere offentliggøres i forbindelse med markedsdagen.
Billederne skal være i A4 størrelse og trykt på fotopapir og være forsynet med tydelig navn, adresse og telefonnummer på bagsiden. Der må ikke være dato eller anden tekst på forsiden af billedet
Der må højst afleveres tre fotos per person.
Som en særlig service tilbyder P.E. Fotolab i Rengegade 8 i Store Heddinge at lave fotos i A4 størrelse til 10 kroner per styk plus opstartsgebyr, i perioden fra onsdag den 3. til og med onsdag den 17. juni. P.E. Fotolab har kun åben på torsdage, men man kan sende billederne i en fil i en e-mail, mærket fotokonkurrence, til pe@pe-fotolab.dk.
Deltagende fotos skal afleveres senest mandag den 22. juni i receptionen hos Mediehuset, Nytorv 6, Store Heddinge. Der er åbent mandag til torsdag fra klokken 9 – 16.
Kommentarer