Frækt butikstyveri hos guldsmeden på Nytorv
Store Heddinge: Tirsdag eftermiddag gik en fræk butikstyv ind hos guldsmeden på Nytorv hvor han tog en bakke smykker
Tirsdag den 14. maj klokken 14:06 fik politiet en anmeldelse fra en guldsmed på Nytorv i Store Heddinge om, at en mand klokken cirka 13:55 var kommet ind i butikken og havde stjålet en bakke med smykker.
Herefter løb tyven væk i ukendt retning.
Personalet beskrev tyven som: mand, 20-25 år, ca. 180 cm høj, almindelig af bygning, lyst hår, der var karseklippet i siden, tatoveringer i ansigtet, iført sort tøj, hvide kondisko og store solbriller.
Klokken 14:23 kontaktede et vidne politiet, fordi vidnet pludselig havde fået besøg i sin have på Solbærvænget af en forpustet, ung mand, der bad om at låne en telefon til at ringe efter en taxa. Politiet, der også kontaktede taxa-selskabet for at høre nærmere til bestillingen, kørte til området for at lede efter tyven, men fandt ham ikke.
Lokalpolitiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket tyven på flugten gennem byen, eller som kan bidrage med oplysninger til identifikation af tyven. Kontakt politiet på telefon 114.
Kommentarer