Freddy Blak fortæller om whisky i Rødvig på lørdag
Rødvig: På lørdag kan man smage på Stevns og få masser af inspiration til både hverdags- og festmad
Lørdag den 3. august afholder Stevns Fødevarenetværk i samarbejde med Stevns Turistbureau og Stevns Kommune ”Smag på Stevns” på Fiskerihavnen i Rødvig.
Her kan man opleve tidligere EU-parlamentsmedlem og nuværende regionsrådsmedlem i Region Sjælland, Freddy Blak, når han på sin sædvanlige entusiastiske facon fortæller om sin passion for whisky. Der bliver mulighed for både at smage og købe Freddys røgede whiskey fra Islay.
Man kan også høre Anni Cassias fra Stevns Urter fortælle om, hvordan vilde urter kan anvendes i mad. Stevns Urter forsyner restauranter og special-butikker med autentiske, danske, vilde urter. Urterne indsamles i naturen på Stevns.
Medlemmerne af Stevns Fødevarenetværk kommer med masser af lokalt producerede varer, så man får mulighed for at smage på frisk frugt, klintelaks, søde jordbær og hindbær, gransirup, æblegelé, ærtesmør, råsyltede gulerødder med ingefær, tomatkompot, marmelader, pølser og rapsolie. Der vil desuden være et stort udvalg af friske fisk, te, vilde urter, æblemost, urtesalt og honning. Og det hele kan naturligvis købes på stedet.
Stevns Bryghus vil sørge for smagsprøver på deres hvedeøl Elverpigens Fryd.
Hvis man skulle være blevet sulten af alle smagsprøverne kan man købe et let måltid fremstillet af lokale råvarer eller en kop kaffe eller te med Stevnsæblekage, som blev kåret på fødevarenetværkets Høstarrangemet sidste år.
Man kan desuden købe smukke skåle, fade skabt af lokale kunstnere og Stevns Boghandel stiller op med en bod med kogebøger.
En naturvejleder fra Stevns Naturcenter vil sammen med børnene skære fisk op og vise, hvad der gemmer sig inden i dem.
Formålet med dagen er
- at skabe mere liv på havnene i Rødvig
- at synliggøre de mange, spændende produkter, der er udviklet på Stevns
- at tiltrække flere besøgende fra lokalområdet og udefra
- at skabe rammer for en god oplevelse for både lokale beboere og turister
Og når man nu er kommet til Rødvig, kan man også gå en tur på Trampestien til det gamle kridtbrud Boesdal, gå en tur på stranden langs klinten og se det berømte fiskeler, som gør Stevns Klint til kandidat til Unescos verdensarvsliste eller sejle en tur til Højerup med det gode skib ”Freia”.
Smag på Stevns er arrangeret af Stevns turistbureau, Stevns Kommune og Stevns Fødevarenetværk og støttet økonomisk af EU-programmet Interreg.
Smag på Stevns foregår lørdag den 3. august mellem klokken 10 og 16 på Fiskerihavnen i Rødvig.
Kommentarer