Store Heddinge

Fredningen af Stevns Klint et skridt nærmere

Et enigt fredningsnævnet har truffet afgørelse om fredning af Stevns Klint. Nu skal sagen behandles af det nyoprettede Miljø- og Fødevareklagenævn.

Fredningsnævnet for Østsjælland har den 1. maj 2017 truffet afgørelse om fredning af Stevns Klint. Der er samtidig truffet afgørelse om erstatning. Nu skal sagen behandles af det nyoprettede Miljø- og Fødevareklagenævn og erstatningskravene forelægges en taksationskommission.

Man kan se hele Fredningsnævnets afgørelse og begrundelser på fredningsnaevn.dk

Nævnet er sammensat af formanden dommer Linda Lauritsen og nævnsmedlemmerne Karin Haldrup (udpeget af Miljøministeren til Fredningsnævnet for Østsjælland) og Flemming Petersen (udpeget af kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune).

Erstatningerne er meget mindre end kravene

Fredningsnævnet er kommet frem til at der skal udbetales erstatninger til lodsejerne på ialt 2.572.635 kroner. Det ligger rigtigt langt væk fra de omkring 50 lodsejernes samlede erstatningskrav på lidt over 42 millioner kroner.

Dertil kommer erstatningskrav på omkring 8 millioner kroner fra lodsejere udenfor fredningsområdet samt to der har brugsrettigheder indenfor det fredede område. Ingen af dem får tilkendt erstatning.

Lodsejerforeningen: Ikke en uvildig vurdering

– Som udgangspunkt vidste vi jo godt, at staten er karrig med at udbetale erstatninger, siger formanden for Lodsejerforeningen Stevns Klint Trampesti, Frank Elmer til Dagbladet.

– Der er i nævnets afgørelse slet ikke taget højde for de store værditab, som ejendommene langs med Klinten lider. Det er klart utilfredsstillende, siger Frank Elmer, der tilføjer at der er mange følelser involveret og at han selv har set, hvor påvirkede og trykkede mange lodsejere af hele sagsforløbet.

Han tilføjer desuden at foreningen ikke mener, at nævnet har lavet en uvildig vurdering. De henviser til, at både Flemming Petersen der er Stevns Kommunes repræsentant og repræsentanten, der er udpeget af Miljøministeren, som udgangspunkt har haft en forudindtaget holdning til fredningen.

– sagen skal behandles i det nyoprettede Miljø- og Fødevareklagenævn og erstatningskravene forelægges en taksationskommission. Og det er her vi nu vil lægge vores energi og kræfter, da vi ikke mener, at nævnet har lavet en uvildig vurdering, afslutter Frank Elmer.

DN: Lodsejernes krav er helt ude af trit med virkeligheden

Hos Danmarks Naturfredningsforening (DN) er man tilfredse med Fredningsnævnets afgørelse om erstatningerne.

– Erstatningen ligger meget tæt på det, vi lagde op til i vores udspil. Vi har et stort erfaringsgrundlag i disse sager, som vi bygger det på. Lodsejernes krav er helt ude af trit med virkeligheden. Vores erfaring er faktisk, at ejendommene stiger i værdi, når man freder et område, siger Birgitte Ingrisch, der er DN’s fredningsleder til Dagbladet. Hun går så vidt som at kalde fredningen visionær, dog med en enkelt undtagelse.

– Vi havde dog gerne set, at de sidste 25 meter overdrev var kommet med i fredningen, så de ikke kan gødes og bruges som landbrugsjord. Derfor påklager vi også fredningen, og så håber vi, at klagenævnet kan give fredningen det sidste løft. Mod selvfølgelig, at landmændene får fuld erstatning i den sammenhæng. Det er vigtigt at nævne. Men det mener vi er alle pengene værd, afslutter Birgitte Ingrisch.

Mogens Haugaard Nielsen: Ærgelig situaion

Oprindeligt kom fredningsforslaget fra borgmester Mogens Haugaard Nielsen, men han skiftede mening undervejs, hvilket var årsag til at Venstre Stevns blev splittet og i sidste ende til at lokallisten Nyt Stevns blev stiftet.

– Som udgangspunkt er det en ærgerlig situation, at vi har lagt os ud med vores egne borgere. Og jeg er oprigtigt ked af, at det ser ud til, at man ikke bliver kompenseret for det tab man lider. Jeg ved, at hele denne sag påvirker mange lodsejere ved Klinten rigtigt meget, udtaler Mogens Haugaard Nielsen på egne vegne til Dagbladet.

– Denne sag har trukket meget energi ud af det politiske arbejde i den forgangne periode. Men det, jeg synes er allermest ærgerligt, det er, at lodsejerne ikke smiler lige så meget til gæsterne på Trampestien mere, siger Mogens Haugaard Nielsen.

Fredningssagen skal nu behandles af kommunalbestyrelsen, der skal beslutte om fredningen skal påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet (tidligere Naur- og Miljøklagenævnet, red.).

Kommentarer