Debat og politik

Fremsynet budgetforlig og bredt samarbejde er godt for Stevns

Jeg glæder mig over, at vi igen har en samarbejdende kommunalbestyrelse. Viljen til forlig var til stede og i fællesskab med Venstre og Borgerlisten, mener jeg, at vi fik skabt et endnu bedre budget, end det vi først præsenterede fra flertalsgruppens side.

Indsendt af Line Krogh Lay. Gruppeformand og borgmesterkandidat. Radikale Venstre

Budget 2018 tegner en ny retning for Stevns. For blot at nævne nogle få eksempler er der forbedringer  i forhold til børnene, de ældre, de udsatte, erhvervsgrunde foreningsliv. Der er blevet plads til bedre normering og flere pædagoger i børneinstitutionerne. Lærerne får mere tid til forberedelse og øget mulighed for tolærerordninger eller holddeling. Der er også forbedringer på ældreområdet. Fx vil visiteret rengøring i eget hjem blive hver 14. dag frem for hver 3. uge, og hjemmeplejen får ti minutter ekstra per ansat om dagen.

Der er budgetteret med en mindre overskridelse af driftsrammen. I den store sammenhæng er det dog en forsvindende lille andel af kommunernes samlede driftsramme. Vi har det økonomiske råderum til det, og Stevns har i mange år været duksen i klassen og overholdt rammen. På den baggrund er vi år efter år blevet presset længere ned. En kalkuleret overskridelse er nødvendig for at standse den negative udvikling, da vi er nået et kritisk punkt i forhold til at have råderum til forsvarlig service.

På anlægssiden er der blandt meget andet afsat penge til styrkelse af landsbyerne via en landsby- og udviklingspulje, som skal bruges til borgerdrevne projekter. Herudover er der afsat penge til oprettelse af en grøn pulje til naturgenoprettelse og stier gennem det åbne land samt et fokuspunkt i forhold til at udforme strategi for at gøre Stevns Kommune CO2-neutral.

Tak for godt samarbejde og et stærk og fremsynet budget til forligspartierne. Det tegner godt for den kommende valgperiode. Hvis vi skal løfte Stevns, skal vi gøre det nedefra og gøre det i flok!

Kommentarer