Friluftsgudstjeneste i Boesdal Kalkbrud 2. pinsedag
Traditionen tro afholder kirkerne i Tryggevælde Provsti friluftsgudstjeneste i Boesdal kalkbrud 2. pinsedag
Mandag den 5. juni er det 2. pinsedag og det fejres tradition tro af kirkerne i Tryggevælde Provsti med en friluftsgudstjeneste i Boesdal Kalkbrud. Det er 14. gang, at de 37 kirkesogne i Tryggevælde Provsti, der dækker Stevns og Faxe kommuner, afholder den fælles pinsegudstjeneste.
Den store festlige gudstjeneste, der har karakter af en folkefest, plejer at tiltrække op imod 1000 mennesker. Stort set alle præsterne fra sognene i Tryggevælde Provsti deltager.
Årets prædikant er sognepræst Eigil Andreasen, fra Lille Heddinge, Havnelev og Højerup kirker og temaet er reformationsåret 2017 og Martin Luthers teologi. Lige efter prædikenen bliver en flok hvide duer sluppet løs ud over kalkbruddet.
Det musikalske indslag leveres af både et børnekor med cirka 50 børn, ledet af Maria Høyer, og et voksenkor på 50 voksne, ledet af Charlotte Muus Mogensen. Niels Andersson ledsager på klaver.
4-5 blæsere vil akkompagnere salmerne, som vil være fra før-reformatoriske til de helt moderne – og selvfølgelig også ’I al sin glans nu stråler solen’.
Mange frivillige fra alle provstiets sogn er involveret i det store arbejde der går forud for gudstjenesten. Udover at skulle indøve salmer og musik, skal der plukkes og arrangeres blomster, stole skal afhentes og opstilles og der skal laves et stort alter og korset skal hænges op på kalkbruddets væg.
Efter gudstjenesten kan deltagerne nyde deres medbragte mad. Der kan købes kaffe, the og kage fra en bod opsat af det sociale værested Café Stevnen i Store Heddinge. Overskuddet går til deres sociale arbejde.
Klokken 13 kan man deltage i et grundlovsarrangementet i Pyramiden.
Det er gratis at deltage.
Der er rig mulighed for parkering ovenfor kalkbruddet. Gangbesværede kan eventuelt få tilladelse til at køre ned i kalkbruddet. Læs mere på provstiets hjemmeside.
Kirkebilen kører.
Pinsegudstjenesten begynder klokken 11 i Boesdal Kalkbrud, der ligger på Boesdalsvej 9 ved Rødvig.
Kommentarer