Hellested

Friskoler sætter trivsel på skoleskemaet

trivsel_min-skole_min-ven_

Stevns Kommune: Trivsel er sat på skoleskemaet på 84 skoler i Region Sjælland, deriblandt Stevns Friskole og Hellested Friskole.

Stevns Friskole og Hellested Friskole er tilmeldt Red Barnet og mobilselskabet Call me’s trivselsprojekt ’Min skole – Min ven’, der har til mål at højne trivslen blandt landets elever.

Ifølge en undersøgelse, som Red Barnet fik lavet i samarbejde med landsorganisationen Skole og Forældre sidste år, har 36 procent af landets skoler ikke en antimobbestrategi, selvom loven kræver det. Det svarer til, at hver tredje skole ikke har en konkret plan for, hvordan de vil håndtere mobning, eller hvordan de vil fremme trivsel i klasserne. Det har Red Barnet og Call me’s projekt ’Min skole – Min ven’ til formål at gøre noget ved.

– Trivsel og mobning følges oftest ad, og det er vigtigt, at både børn, unge, fagfolk og forældre taler om det. Netop den gode dialog skal ’Min skole – Min ven’ bidrage til. Vores mål er at hjælpe skolerne med at få sat trivsel på skoleskemaet, så skolerne opnår et bedre og sundere mentalt miljø og samtidig opfylder lovkravet om at have en antimobbestrategi, som mange skoler fortsat mangler, siger Jonas Keiding Lindholm, der er generalsekretær i Red Barnet.

Stor opbakning fra skolerne

Indtil videre har projektet mødt opbakning fra hele 460 skoler fordelt over hele landet, der alle har valgt at sætte trivsel på skoleskemaet, deriblandt Stevns Friskole og Hellested Friskole i Stevns Kommune.

De skoler, der har tilmeldt sig projektet har fået gratis undervisningsaktiviteter, der enten kan bruges på Trivselsdagen den 4. marts eller i andre sammenhænge som inspiration til at få snakket om trivselsudfordringerne i den enkelte klasse eller på skolen.

Elevernes trivsel er en fælles opgave

Målet med projektet er i fællesskab at fremme trivslen blandt eleverne på landets grundskoler og sikre et større fokus på bekæmpelsen af mobning. I forvejen er både Red Barnet og Call me godt repræsenteret ude på skolerne: Red Barnet i form af materiale og undervisningsforløb om mobning og Call me med skoleprojektet Film Studios, der har fået elever rundt om i hele landet til at arbejde med trivsel på en ny, kreativ og involverende måde.

– Vores mission er at gøre en positiv forskel for børn og unges trivsel og at komme mobning til livs. Vi mener, det er ligeså vigtigt, at børn og unge lærer at behandle hinanden ordentligt, som det er, at de lærer dansk og matematik, siger Anthony Lim, der er salgs- og marketingdirektør i Call me. Og fortsætter:

– At højne elevernes trivsel er en fælles opgave, som vi er nødt til at stå sammen om. Derfor er vi også stolte over det her projekt, og vi håber og tror på, at det kan bidrage til en god dialog ude på skolerne.

Efter Trivselsdagen fredag den 4. marts udvælger Red Barnet og Call me fem regionsvindere, der alle deltager i kampen om at blive kåret som ”Danmarks bedste trivselsskole” til inspiration for andre skoler.

Fakta om ’Min skole – Min ven’

’Min skole – Min ven’ består af undervisningsaktiviteter, der skal inspirere skolerne til at få snakket om udfordringerne i den enkelte klasse og på skolen. Red Barnet og Call me lægger op til, at skolerne arbejder med aktiviteterne i forbindelse med den årlige trivselsdag, den første fredag i marts, men materialet er frit og gratis tilgængeligt og kan bruges hele året.

Trivselsdagen følges op med uddelingen af Red Barnets og Call me’s fælles Trivselspris til den skole i hver region, der har lavet de bedste trivselsregler og antimobbestrategier. Af de fem regionsvindere kåres også Danmarks bedste trivselsskole, der skal stå som inspirationseksempel for andre skoler.

Man kan læse mere om projektet på www.redbarnet.dk

Kommentarer