Frivillige starter rådgivningsgruppe for flygtninge
Stevns/Store Heddinge: Det er ikke nemt som flygtning med nytildelt opholdstilladelse at skulle udfylde samtlige skemaer for at blive registreret i systemet. Det vil en gruppe af frivillige på Stevns gerne hjælpe med, og derfor starter de en rådgivningsgruppe.
For at få adgang til velfærdssamfundets rettigheder og pligter, skal der udfyldes en del papirer, og det kan godt være svært at se sig igennem som flygtning, skriver Dagbladet Stevns.
Læs også: Stevns indsamlede 50.000 kroner til flygtninge
Torsdag den 17. november fra klokken 15.00 til klokken 18.00 på Store Heddinge Bibliotek, Kirketorvet 2, starter en gruppe frivillige derfor den første rådgivningsdag. Fremover vil der være åbent hver torsdag i samme tidsrum.
– Stevns HverdagsRådgivning har en helt særlig og målrettet opgave, idet den beskæftiger sig med meget konkret og teknisk bistand i form af hjælp til udfyldelse af de til tider vanskelige skemaer, som mange flygtninge skal udfylde, siger Ulla Kellermann, der er en del af rådgivningsgruppen, til Dagbladet Stevns.
Rådgivningsgruppen er startet under Dansk Flygtningehjælps frivillignet, og har til mål at hjælpe med at udfylde papirer til alt lige fra ansøgning om kørekort og pas til boligstøtte.
Kommentarer