Store Heddinge

Gæst nummer 200.000 på Stevnsfortet

Store Heddinge: Koldkrigsmuseum Stevnsfort havde besøg af gæst nummer 200.000 i lørdags

Lørdag den 11. maj klokken lidt over 11 trådte gæst nummer 200.000 ind i velkomstbygningen på Koldkrigsmuseum Stevnsfort. Lykke Staalgaard havde taget vejen fra Højby ved Nykøbing Sjælland til Stevns for at besøge museet sammen med sin mand, Martin og to sønner, Visti og Victor.

Lykke Staalgaard og familien fik overrakt gratis “3 i 1” billetter til Kalklandet, der giver adgang til Koldkrigsmuseum Stevnsfort, Stevns Museum og Geomuseum Faxe. Samtidig havde Stevns Turistbureau været meget gavmilde og gav hele familien en miniferie med tre overnatninger i et sommerhus på Stevns.

Det var en glad og noget overrasket familie Staalgaard, der tog med på en guidet rundvisning på koldkrigsmuseet sammen de mange andre, der havde valgt at besøge museet i det gode vejr.

– Jeg er meget glad for og stolt over, at vi allerede har rundet 200.000 besøgende, siden Koldkrigsmuseum Stevnsfort åbnede i 2008, fortæller overinspektør Thomas Tram Pedersen.

– Vores mange gæster er generelt meget tilfredse med besøget, som for alle målgrupper ligger solidt over landsgennemsnittet for museer ifølge de seneste nationale brugerundersøgelser. Vi har en meget tæt dialog med vores gæster på de guidede ture på koldkrigsmuseet, og det er med til at gøre oplevelsen endnu bedre, fortæller Thomas Tram Pedersen.

De 200.000 gæster har deltaget i de mere end 8.300 guidede rundvisninger, som museets guider har stået for siden 2008.

Familien Staalgaard fra Højby får nu chancen for at besøge Stevns igen i et lækkert sommerhus og opleve mere af Stevns Klint samt Geomuseum Faxe og Faxe Kalkbrud.

Kommentarer