Store Heddinge

Geologiens dag på Stevns Museum

geologiens_dag

Højerup: Der er gratis aktiviteter for hele familien på Stevns Museum i Højerup ved Stevns Klint på søndag

Søndag den 21. september fra klokken 13 til 16 er der, i anledning af ”Geologiens Dag”, gratis aktiviteter for hele familien på Stevns Museum ved Stevns Klint

Stevns Klint er en geologisk lokalitet i verdensklasse, og hele den 15 km lange klint blev i juni i år blevet optaget på UNESCOs prestigefyldte liste over verdensarv.

På ”Geologiens Dag” inviterer Stevns Museum en tur ud på klinten, hvor naturvejleder Kirsten Føns vil vise og fortælle om den spændende geologi og geologiens indflydelse på stedets natur.

Forinden viser geolog og museumsinspektør Jesper Milàn rundt i verdensarvsudstillingen på Stevns Museum og fortæller om, hvorfor Stevns Klint er UNESCO verdensarv. Han kommer også ind på, hvad det betyder for Stevns Klint i fremtiden, blandt andet i forhold til regler for fossilindsamling og andet.

Naturvejleder Kirsten Føns tilbyder desuden aktiviteter for børnefamilier foran Stevns Museum, herunder en quiz hvor man kan vinde en præmie.

Program ved Stevns Museum

Klokken 13 til 14: Rundvisning ved geolog Jesper Milàn i verdensarvsudstillingen på Stevns Museum. Der er også fossilafstøbning for børnefamilier på pladsen foran Stevns Museum under vejledning af naturvejleder Kirsten Føns.

Klokken 14 til 15: Naturvejleder Kirsten Føns arrangerer en tur ud på Stevns Klint, hvor børn og voksne ved selvsyn kan se og opleve dette spændende sted.

Klokken 15 til 16: Fossilafstøbning for børnefamilier på pladsen foran Stevns Museum under vejledning af naturvejleder Kirsten Føns. Der er også en quiz, hvor man kan vinde en præmie.

Man kan se mere på www.kalklandet.dk

Arrangement og adgang til Stevns Museum er gratis på Geologiens Dag, søndag den 21. september og Stevns Museum vil være åbent fra klokken 11 til 17.

Stevns Museum ligger på adressen Højerup Bygade 38, Højerup, 4660 Store Heddinge

Flere oplevelser på Geomuseum Faxe

Lørdag den 20. september fra klokken 12 til 17 åbner Geomuseum Faxe dørene i anledning af ”Geologiens Dage” og tilbyder et væld af geologiske oplevelser for hele familien. Museets geologer står klar, så gæsterne kan få bestemt deres sten og fossiler. Fra klokken 13 til 14 kan man høre fortællingen om, hvordan livet gik på land i Grønland for 370 millioner år siden. Mellem klokken 14 og 16 kan man tage med ned i Faxe Kalkbrud og samle sine egne 63 millioner år gamle fossiler. Læs mere på kalklandet.dk.

Kommentarer