Geologiens dage blev en stor succes på Stevns Klint
Stevns Klint: Publikum i alle aldre kom strømmende til Stevns Museum i anledning af Geologiens Dage 2016.
Søndag den 18. september kunne man deltage i en guidet verdensarvstur med geolog og verdensarvsformidler Dorthe Pedersen fra Østsjællands Museum. Arrangementet var en hyldes til geologien på Stevns Klint i anledning af Geologiens Dage 2016.
Hele 76 var mødt op, da Dorthe Pedersen bød velkommen og lagde ud med de første fortællinger om klintens geologiske lag på Stevns Museum. Her fik publikum hurtigt tunet sig ind på, at selvom de hvide lag i Stevns Klint umiddelbart ligner hinanden, er de slet ikke ens. Kridtet er meget blødt og kalken er meget hård – og de dyr, der har dannet dem er også meget forskellige.
Læs også: ’Geologiens Dag’ på Stevns Klint søndag
På forhånd havde geolog og verdensarvsformidler Dorthe Pedersen lovet publikum at bruge sine ”geologiske briller” til at fravriste Klintens geologiske lag deres spændende hemmeligheder. Og da publikum som en ekstra bonus fik lov at holde et stykke 66 millioner år gammel fiskeler i hånden, væltede udbrud som ”Nøjjj”, ”Whauuuu” – og ”Hvor gammelt var det lige du sagde, det var”, næsten ud i munden på hinanden.
Fra Stevns Museum gik turen ud til udsigtspunktet over Kirkevigen, hvor Dorthe Pedersen gik i detaljer med, hvorfor det præcis blev Stevns Klint, der fik en plads på Unesco eftertragtede verdensarvsliste – som verdens allerbedste sted at iagttage de lag, der repræsenterer en af de allerstørste katastrofer i Jordens udviklingshistorie.
Publikum var gode til at stille spørgsmål og der kom svar på både ”Hvorfor er Møns Klint ikke på Unescos verdensarvsliste” og ”Er der forskel på sort og grå flint”.
Turen gik også ned ad trapperne – til stranden, hvor alle kom tæt på geologien, naturens kræfter, og i høj grad på de 7 hjemvendte og meget kontaktsøgende gedebukke. Turen sluttede med et besøg i Højerup Gl. Kirke, hvor sagnet om vikingehøvdingen Stævn blev levendegjort – samt med en kort travetur til den lille pynt Bråden, hvorfra de fine klinteskær er meget tydelige.
En flok på 76 menneske er en stor flok at ”råbe op”, når blæst og bølger står ind over Klinten – men geolog og verdensarvsformidler Dorthe Pedersen fortæller, at hun tror alle gik berigede derfra. Berigede på hvor fantastisk geologi er, og berigede på, hvor mange hemmeligheder sådan nogle tilsyneladende “kedelige hvide lag” kan gemme på.
Kommentarer