Gitte Christensen forlader Kommunalbestyrelsen
Gitte Christensen, Enhedslisten, ønsker at udtræde af Stevns Kommunalbestyrelse.
– Jeg ser mig efter længere tids sygemelding nødsaget til at udtræde af Stevns Kommunalbestyrelse. Mit helbred egner sig desværre ikke til de mange timelange møder i udvalget og heller ikke de tilsvarende mange timer i Rådssalen.
– Det halve års orlov har desværre ikke kunne ændre på vilkårene for mit helbred, og derfor finder jeg det bedst at træffe beslutningen om at udtræde nu, og håber på forståelse fra den samlede kommunalbestyrelse.
– Jeg har i den forløbne uge orienteret Enhedslisten Stevns om mit ønske, og jeg takker mange gange for al den støtte og de mange opmuntringer jeg har modtaget undervejs.
– Jeg beklager meget, at jeg er nødt til at træffe denne beslutning, men jeg er ikke bekymret, for i Enhedslisten arbejder vi fælles for sagen, og jeg tror ikke der er nogen som helst tvivl om at Sejer Folke er fuldstændig klar til at fortsætte kampen for anstændige forhold for samfundets reformramte. Jeg vil fortsat være med på sidelinjen, siger Gitte Christensen.
I forbindelse med Gitte Christensens endelige farvel til kommunalbestyrelsen, har Enhedslisten Stevns rokeret indternt. Arne Gammelgaard overtager funktionen som kontaktperson fra Willy Karlslund, som bliver partiets primære regionskontakt.
Kommentarer