God brandsikkerhed på de stevnske plejecentre
Stevns Kommune har løbende brandtilsyn på alle kommunens bygninger, men har fulgt yderligere op i forbindelse med den nationale undersøgelse.
Formand for Social og Sundhed, Henning Urban Dam Nielsen udtaler:
– Det glæder mig at få bekræftet, at brandsikkerheden på vores plejecentre er i orden på trods af, at grunden til behovet for at undersøge det nærmere er tragisk. Vi kan således konstatere, at brandsikkerheden er i orden, og faktisk enkelte steder højere end kravene i bygningsreglementet tilsiger.
Det er ikke et lovkrav, men i forbindelse med ulykken på Djursland har der været fokus på, om der er sprinkleranlæg på plejecentrene, hvilket der er ikke er i Stevns Kommune.
– Alle vores plejecentre er i et plan, og de fleste boliger har direkte adgang udefra – eller udgang indefra om man vil. Derfor vurderer vi ikke, at der er behov for sprinkleranlæg. Vi ser på alle vores bygninger individuelt og efter behov, og i samråd med brandmyndighederne ser vi derfor ikke nogen grund til at ændre på den sikkerhed, vi har i dag, slutter Henning Urban Dam Nielsen.
De løbende brandtilsyn i Stevns Kommune har ikke givet anledning til væsentlige bemærkninger eller påtaler. De små fejl, der har været er alle udbedret.
Kommentarer