Samfund

God nyhed fra Miljøministeren

Gjorslev Bøgeskov. Foto: Stevns Kommune

Stevns fik en glædelig nyhed fra miljøministeren i går, som meddelte, at der er truffet beslutning om at bruge ca. 3 mio. kr. på at etablere stenrev i Køge Bugt.

Der er fokus på to områder: ’Køge Sønakke’ ud for Magleby Skov samt ’Klintekongen’, som ligger i bugten ud for Solrød og Greve.

– Jeg er begejstret for, at det ser ud til, at der kan blive etableret et stenrev ud for den stevnske kyst i nærheden af Køge Sønakke. Jeg er sikker på, at et nyt, eller snarere genskabt, stenrev kan hjælpe på at forbedre livet i havet, og det har vi brug for, siger Henning Urban Dam Nielsen, borgmester.

Stenrevene skal skabe gode betingelser for havets dyr, og er et resultat af en politisk aftale i folketinget.

I den politiske aftale er der udpeget i alt fem områder: Køge Bugt, nordlige Øresund (Nivå), Kattegat (Hundested) samt to steder i Lillebælt (Lyø Flak og Helnæshoved Flak). Miljøstyrelsen begynder nu på det videre arbejde med at inddrage de lokale aktører og undersøge de forskellige lokaliteter ift. den mest hensigtsmæssige placering.

I Stevns er der stor tilfredshed med, at miljøministeren lægger op til en proces, hvor den mest hensigtsmæssige placering skal drøftes med os og andre lokale aktører. Samtidig er det positivt, at der vil blive foretaget yderligere undersøgelser af de forskellige egnede lokaliteter, så vi kan få en placering som naturen, miljøet og mennesker kan få glæde af på længere sigt. Et Stenrev ved Køge Sønakke vil med stor sandsynlighed have en meget positiv effekt for såvel fisk som for Øresundsmarsvinet.

Der er dog stadig grund til bekymring for havmiljøet i Køge Bugt:

’Selvom jeg er begejstret for udsigten til et nyt stenrev ved Køge Sønakke, så er min generelle bekymring for havmiljøet i Køge Bugt intakt. Projektet med de fem stenrev er rigtig godt, men er kun en enkelt sten i havet. Der skal meget mere til, hvis vi skal modvirke skaderne efter års råstofindvinding og tilsidesatte hensyn til havmiljøet’, slutter Henning Urban Dam Nielsen.

Der er afsat i alt 35 mio. kr. til projektet, hvoraf de tre mio. kr. bruges i Køge Bugt.

Kommentarer