Godkend basismodellen – eller forlad beredskabet
De otte medlemskommuner i Østsjællands Beredskab er blevet enige om, hvor fremtidens lokale brandstationer skal ligge samt bemandingen af dem på et møde i beredskabskommissionen, hvor blandt andet alle otte borgmestre sad med omkring bordet.
Beredskabskommissionen har ikke opfyldt alle de krav som kommunalbestyrelsen på Stevns har stillet i forbindelse med vedtagelsen af Østsjællands Beredskabs risikobaserede dimensionering og modellen for det praktiske beredskab i de otte medlemskommuner. Det skriver Dagbladet.
Det er kommet frem efter et møde i beredskabskommissionen tidligere på ugen. På mødet blev de otte medlemskommuner enige om en basismodel for, hvordan beredskabet skal indrettes i praksis. De enkelte kommuner kan derefter tilføje ekstra ydelser mod merbetaling.
Brandstationen i Hårlev bevares – men bemandingen reduceres væsentligt
Stevns Kommune betingede sig at brandstationen blev bevaret. Derudover krævede de at der ikke måtte ske nogen serviceforringelse i forhold til i dag.
I den nye basismodel bevares brandstationen i Hårlev, men der sker en væsentlig serviceforringelse. I stedet for det nuværende hold i Hårlev på en holdleder, en chauffør og fire uddannede brandfolk, reduceres bemandingen væsentligt, til kun en holdleder og en brandmand. Samtidigt reduceres deltidsbemandingen i Store Heddinge til en holdleder og fem brandfolk.
Læs også: Østsjællands Beredskab: Her skal brandstationerne ligge
– Det svarer til, man sender en på cykel, der kan konstatere, det brænder, og så kan man ringe efter en brandbil i Store Heddinge. Hvis det ender med det her, så kan de lige så godt lukke den, udtaler Johnny Andersen, der er formand for Borgerforeningen i Hårlev, til TV Øst og hanfortsætter:
– I min verden så går det ud på, at man har en bemanding, der hedder i hvert fald 5+1. Det er det mindste, man kan køre med. Og det vil sige, at hvis du ringer og siger det brænder, så kommer der en brandbil, der er klar til at slukke ild og har et sikringshold med.
Læs også: Borgerforeningen i Hårlev kæmper for brandstationen
– Alt i alt er vi 16 deltids-ansatte brandmænd tilknyttet nu, og hvis vi kun er tilknyttet en holdleder og en brandmand, når alarmen går, så er det en forringelse, der vil kunne mærkes. Det er en så væsentlig forringelse, at det næsten er det sammen som at lukke stationen, som jeg ser det, siger tillidsmanden for Falcks brandmænd, til Dagbladet.
Ikke færre brandfolk til en brand
Lars Robétjé, der er beredskabsdirektør hos Østsjællandsk Beredskab, forklarer til TV Øst at den ny basismodel er baseret på en analyse af 10 års data. Han henviser til at de enkelte brandstationer har mulighed for at rekvirere vogne og folk fra andre stationer. Han forventer derfor ikke at den nye model vil betyde, at der kommer færre brandfolk ud til en brand.
Ikke endeligt godkendt
Borgmester Anette Mortensen (V), der deltog på mødet for Stevns, stillede dog den betingelse at den risikobaserede dimensionering forelægges kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune, inden den endelige godkendelse.
– Jeg har som borgmester brug for et rygstød til at kunne træffe den endelige og rigtige beslutning, og der er stadig flere ting, som ikke er ordentligt belyst efter mødet tirsdag formiddag, så det får vi nu noget tid til at få kastet lys på, inden vi skal behandle det i Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen, udtaler borgmester Anette Mortensen til Dagbladet.
Hvis kommunen ønsker at forbedre bemandingen i de lokale brandstationer, skal de betale ekstra for det.
– Vi har stillet forskellige spørgsmål til dem. Blandt andet skal vi vide, hvad et tilkøb af brandfolk kommer til at koste. Det har de ikke sagt noget om, siger Anette Mortensen (V) til TV Øst.
Seks af de otte deltagende kommuner Roskilde, Solrød, Greve, Ishøj, Vallensbæk og Høje-Taastrup har godkendt de nye planer, kun Stevns og Køge mangler.
Sig ja til dimensioneringen – eller gå
Og kommunalbestyrelsen på Stevns er samtidigt blevet stillet et ultimatum: Hvis de ikke planerne, som de ligger nu, er Stevns ikke længere med i det fælleskommunale brandsamarbejde.
– Det er aftalt i god mindelighed, at godkender man ikke det her, så er det, fordi man ikke ønsker at være en del af Østsjællands Beredskab mere, siger borgmester i Køge Kommune, Marie Stærke (S) til Dagbladet.
– Selvfølgelig kan vi vælge at stemme nej til den nye model for beredskabet. Men om det er en reel mulighed, kan jeg ikke sige dig nu og her. Der er stadig nogle overordnede krav, vi som kommune skal leve op til i forhold til de krav, der bliver stillet til beredskaber, så jeg er ikke engang sikker på, at vi kan få lov til at stå alene, siger borgmester Anette Mortensen til Dagbladet.
Den nye basismodel vil bliver drøftet på det førstkommende møde i Økonomiudvalget og derefter på mødet i kommunalbestyrelsen den 1. marts. Det forventes at kommunalbestyrelsen kan give beredskabskommissionen endelig besked om Stevns Kommunes stillingtagen i løbet af marts.
Stevns er den eneste kommune der ikke har sparet penge
Tanken med det fælles beredskab var at man kunne opnår store besparelser ved sammenlægning af funktioner og effektiviseringer. Men det har Stevns Kommune ikke mærket noget til. Faktisk betaler Stevns mest per næse og er den eneste af kommune, som ikke har sparet penge på at indgå i det fælleskommunale beredskab.
Læs også: Stevns betaler mest per næse for beredskabet
Beredskabskommissionen har fokus på at der lige nu er stor forskel på, hvad kommunerne betaler hver især og man blev enige om at der skal findes frem til en mere retfærdig betalingsmodel. Prisen kan dog ikke bare gøres op i kroner per borger, der er mange andre faktorer der påvirker prisen, for eksempel befolkningstæthed.
– Der kan være flere andre faktorer, der gør sig gældende. Eksempelvis hvor mange store virksomheder man har i kommunen, siger borgmester Anette Mortensen.
Betaler væsentligt mere for mindre
I mellemtiden skal borgerne i Stevns Kommune betale væsentligt mere end de andre borgere i ejerkommunerne, samtidigt med at det lokale beredskab er blevet reduceret væsentligt, i forhold til reduceringerne i den andre kommuner.
Østsjællands Beredskab er et fælleskommunalt interessentselskab bestående af Køge, Greve, Solrød, Roskilde, Stevns, Høje Taastrup, Ishøj og Vallensbæk Kommuner. Det øverste styringsorgan er Beredskabskommissionen, der blandt andet består af borgmestrene fra de otte medlemskommuner.
Der vil fremover kun være døgnbemandede brandstationer i Taastrup, Greve, Roskilde og Køge. De øvrige brandstationer i beredskabet, der fordeler sig på Jyllinge, Køge, Solrød samt Hårlev og Store Heddinge vil være deltidsbemandede.
Kommentarer