Gospelkor giver koncert i Havnelev Kirke
Rødvig: 30. november giver gospelkoret KEFAS fra København koncert i Havnelev Kirke
Gospelkoret KEFAS deltager i Danmissions årlige Lucia Gospel stafet til fordel for Danmissions hjælpearbejde og holder i den forbindelse julekoncert i Havnelev Kirke lørdag den 30. november.
KEFAS består af erfarne korsangere i alderen 20-60 år. Sangerne, hovedsageligt fra Storkøbenhavnsområdet, har forskellige kirkelige og verdslige baggrunde. Koret hører til i Jerusalemskirken ved Nyboder i København.
KEFAS har siden 1975 haft som sit formål at sprede det gode budskab gennem sang og gør det i form af den moderne, autentiske og medrivende gospel, som kan opleves i de fleste afro-amerikanske kirker i USA og England.
En koncert med KEFAS byder på såvel stille ballader såvel som energifyldte up-tempo numre og kendte syng-med klassikere.
Entré 50 kroner. Overskuddet går til Danmissions hjælpearbejde.
Lucia gospel stafet afholdes lørdag den 30. november klokken 16 i Havnelev Kirke i Boestofte.
Kommentarer