Gourmetarrangement i Rødvig Ferieby i oktober
Rødvig: Rødvig Ferieby skal være vært for et gourmetarrangement, hvor kokken Rasmus Kjær sammen med Helge M.L. Sidor fra vinimportfirmaet, Compagniet, skal skabe en stor vin- og gourmetoplevelse på Stevns.
Lørdag den 01. oktober bliver der budt velkommen til arrangementet ”Gourmet tapas i tipien” i Rødby Ferieby.
– I sommer havde vi i forbindelse med vores onsdagsgrillaftener besøg af vores stamgæster Winnie og Carsten, der har sommerhus her i Rødvig. De havde inviteret deres vinleverandør, Helge fra vinfirmaet Compagniet i Solrød, med for at opleve, hvor hyggeligt det egentlig er her hos os. Helge blev meget glad, da han så vores tipier, og han foreslog, at vi skulle lave et arrangement i den store tipi med noget mad og vin,” fortæller Mette og Claus Høgenhaug, der driver Rødvig Ferieby til Lørdagsavisen.
Til arrangementet vil Rasmus Kjær lave 12 forskellige tapas, hvortil Helge Sidor har fundet nogle af de bedste vine fra kælderen. Arrangementet startes med et glas Grand Cru champagne som velkomstdrink.
Alle hytter er bookede, men der er stadig 2 kuverter tilbage til arrangementet, som koster 595,00 kroner for mad og vin.
Man kan læse mere om arrangementet, maden og reservation på compagniet.dk.
Kommentarer