Kultur

Gratis foredrag om krig og Danmarks sikkerhed

Forsvarsanalytiker Hans Peter Michaelsen. Foto: Stevns Bibliotekerne

Det er nu godt et halvt år siden Rusland angreb Ukraine og vi lever nu med krig i Europa. En krig der stadig raser, og hvor der ikke er udsigt til en snarlig afslutning på konflikten. USA og Europa har reageret med fordømmelse og massiv våbenhjælp, og både NATO og Danmark har siden angrebenes begyndelse forstærket deres forsvar.

Hans Peter Michaelsen er lokalt bosiddende forsvarsanalytiker og torsdag den 22. september, kl. 19-21 kan du opleve ham, når Stevns Bibliotekerne inviterer til foredrag under overskriften ’Krigen i Ukraine og Danmarks sikkerhed’. Hans Peter Michaelsen har over 40 års erfaring fra forsvaret og har bl.a. arbejdet som analytiker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet. I dag er han uafhængig forsvarsanalytiker, og følger krigen og sikkerhedspolitikken tæt og optræder med jævne mellemrum som ekspert på blandt andet TV2 News og Radio 4. I sit foredrag fortæller han om krigen og kommer blandt andet ind på, hvordan han vurderer udsigterne for Danmarks og Europas sikkerhed, og hvilken betydning krigen kan få for de danske soldater.

Foredraget er gratis, og foregår i Mødestedet ved Hårlev Bibliotek. Din gratis billet kan du hente på stevnsbib.dk eller på bibliotekerne i den betjente åbningstid.

Kommentarer