Store Heddinge

Gratis fossiljagt ved Stevns Klint på søndag

Sigerslev/Store Heddinge: På søndag fejrer Østsjællands Museum Geologiens Dage med en gratis guidet fossiljagt i ved Stevns Klint

I anledning af Geologiens Dage 2012 byder Østsjællands Museum i år på to gratis arrangementer for hele familien. Lørdag 22. september er der fossiljagt i Faxe Kalkbrud, og søndag den 23. september er der fossiljagt ved Stevns Klint

Stevns Naturcenter inviterer alle interesserede til at komme med på en gratis fossiljagt ved Stevns Klint. Her kan man finde spændende fossiler, og naturvejleder Kirsten Føns vil fortælle den dramatiske historie om liv og massedød for 65 millioner år siden som Stevns Klint indeholder, og som gør at klinten nu er kandidat til UNESCO Verdensarv. Derudover vil geolog fra Stevns Kommune Anni Juul Jørgensen undervejs fortælle om udnyttelsen af de geologiske ressourcer i Stevns Kommune.

Hvis man har et spændende fossil eller sten liggende, man ikke ved hvad er, så sidder geolog Dorthe Pedersen hele dagen klar til at hjælpe med at bestemme, hvad det er.

Der vil være åbent på Stevns Naturcenter under hele arrangementet, så besøgende er velkomne til at indtage medbragt mad og drikke i spisesalen i tilfælde af dårligt vejr.

Fossilturerne starter kl. 10 og kl. 13. Udstyr til fossiljagten kan lånes på naturcentret. Husk praktisk påklædning.

Arrangementet henvender sig til alle og er gratis, og tilmelding er ikke nødvendigt.

Stevns Naturcenter ligger på Mandehoved 10 ved Sigerslev, 4660 Store Heddinge

Kommentarer