Gratis grønlandsk kunst i Stevns Fyr
Tommestrup: Stevns Fyrcenter præsenterer grønlandsk inspireret kunst gratis indtil 23. maj
Stevns Fyrcenter har netop haft fernisering på sæsonens første kunstudstilling i den gamle ”fyrmesterbolig”. Det er den lokale kunstner Eve Eisenhardt, som præsenterer et udsnit af sine malerier, der hovedsageligt er inspireret af hendes tid i Grønland.
Stevns Fyr ligger på Fyrvej 2 i Tommestrup ved Store Heddinge og her er gratis adgang til udstillingen indtil 23. maj. Åbningstiderne er mandag til fredag kl. 11-15 og alle søndage kl. 12-15.
Eve Eisenhardt har boet mere end seks år i Grønland og hun siger selv om sine billeder: ‘De åbne vidder, stilheden og stormene, de intense farver, de enorme isbjerge, evig sne, forrevne fjelde, bløde grønne dale, sommerens midnatssol, vinterens mørketid med knitrende sne og nordlys, – og menneskene, der i årtusinde har levet og overlevet i den barske natur. Det er næsten umuligt ikke at blive fascineret af dette vidunderlige smukke land og dets folk.
I påskedagene vil Stevns Fyrcenter også holde åbent skærtorsdag, langfredag, påskedag og 2. påskedag i tiden 12-15.
Der er gratis adgang til udstillingen.
Kommentarer