Strøby Egede

Gratis idrætstilbud til alle flygtninge

flygtning_idraet

Strøby: Fire lokale foreninger er klar til at tilbyde alle flygtninge gratis træning i foreningsregi

AIK 65 Strøby Fodbold tog i det sene efterår 2015 initiativ til at kontakte Stevns Kommunes Kultur & Fritidskonsulenter og forespurgte om muligheden for at tilbyde flygtninge gratis træning i foreningsregi. Sprogbarrierer, knappe ressourcer til kontingent, mangel på fodboldudstyr m.m. var ikke noget der skræmte foreningen. Hurtigt efter fulgte tre foreninger mere med, Store Heddinge Boldklub, Rødvig FC og Stevns Folkedansere.

Kultur & Fritid har budt initiativet velkomment og har fået udarbejdet en folder med (foreløbigt) fire tilbud.

– Det er selvfølgelig vores ønske, at endnu flere foreninger vil åbne op for muligheden for at byde de lokale flygtninge velkommen, fortæller Yasmina Liv Zacares, kommunens kultur- og fritidskonsulent. Og hun fortsætter:

– Der er udarbejdet en folder der vil blive distribueret bredt via vores Frivillighedskoordinator og Flygtningekonsulenter der daglig har kontakt til de mange frivillige sociale foreninger og de flygtningefamilier vi har modtaget i Stevns Kommune. Den vej igennem håber vi at kunne udbrede tilbuddene bredt og måske andre foreninger også vil tilbyde at tage imod flygtninge der ønsker at dyrke sport, danse eller måske forsøge sig med spejderlivet.

Interesserede kan downloade flygtningeprojekt-folderen på engelsk her

Støtte muligheder

Danmarks Idræts Forbund har af IOC modtaget en donation på 100.000 euro til idrætsforeningernes arbejde med at tilbyde idræt til flygtninge. Pengene er placeret i en pulje der hedder GET2SPORT FOR ALL og administreres af DIF’s integrationsenhed, DIF Get2Sport. Foreninger i alle specialforbund kan søge tilskud til påklædning, sportsudstyr, transportomkostninger, forplejning, deltagergebyr, sociale arrangementer og kontingentbetaling.

Forudsætningerne for at komme i betragtning til støtte er:

  • At den bevilgede støtte kun anvendes til indsatser målrettet nyankommne flygtninge. (Det vil i udgangspunktet være flygtninge, som efter de har fået asyl, har været i Danmark i maks. tre år).
  • At den støttede forening/klub fører deltagerlister, hvoraf fremgår navn, bopæl, alder og fødselsdato for den/de støttede personer.

Kun idrætsforeninger, der er medlem af DIF, kan ansøge puljen.

For de foreninger der ikke har mulighed for at søge via ovenstående pulje er der andre muligheder, f.eks. Dansk Ungdoms Fællesråd.

Kommentarer