Gratis kompost uddeles på genbrugspladserne

Stevns Kommune: I den kommende weekend kan man fylde traileren med gratis kompost på genbrugspladserne i Stevns Kommune
Stevns Kommune og Kara/Noveren fejrer årets Kompostdag på genbrugspladserne og uddeler gratis kompost, som kan bruges som gødning og jorddække i haven. Når man bruger kompost i haven, spares pengene til dyr kunstgødning. Komposten er miljøvenlig og næringsrig, og kan med fordel anvendes til jordforbedring overalt i haven.
Man kan downloade en folder med nærmere vejledning i brug af kompost, på www.karanoveren.dk, eller få en folder, når man henter kompost på en af genbrugspladserne.
Der uddeles kompost, så længe lager haves. Man skal selv medbringe trailer eller emballage til komposten.
Kompostdagen afholdes inden for normal åbningstid klokken 9.00 til 17.00.
Lørdag den 12. april: Hårlev genbrugsplads, Køgevej 4A, 4652 Hårlev
Søndag den 13. april: Store Heddinge genbrugsplads, Frøslevvej 34, 4660 St. Heddinge
Kompost fra Kara/Noveren er særdeles velegnet til at forbedre havejord med. Komposten er fremstillet af grene og haveaffald, og den har et højt indhold af mikronæringsstoffer. Man kan bruge komposten i køkkenhaven, blomsterbedet, drivhuset, i plantekummer og som topdressing på græsplænen. Husk at blande komposten med grus eller almindelig jord i forholdet 1:4, ellers kan den være for stærk til planterne.
Kommentarer