Kultur

Gratis tilbud for fortælle- og skriveglade unge er tilbage

Ungdomsforfatter Ditte Wiese Foto: Esben Suell

Stevns Bibliotekerne er tilbage med populært skrivehold for de unge mellem 11 og 20 år.

Kender du et ungt menneske, der elsker at fortælle historier? Så det er nu, du skal prikke vedkommende på skulderen. For fra den 2. september sætter Stevns Bibliotekerne gang i endnu en sæson af Dittes Skriveklub, som er et gratis tilbud til alle mellem 11 og 20 år, som er vilde med at fortælle og har lyst til at få tips og gode råd til at få historierne ud på papir.

Ved skriveklubbens ror sidder ungdomsforfatter Ditte Wiese, som selv har udgivet flere ungdomsromaner og har godt styr på, hvad de unge har brug for, for at komme videre med deres fortællinger:

– Jeg lover, at de unge kommer til at lære en masse i skriveklubben. Vi skal både arbejde med tekster, dialoger, fortællemåder, karakteropbygning, beskrivelser og alt muligt andet mellem A og Å. Og der er plads til alle, uanset om du er superstaver eller ej, om du er helt ny i at skrive historier eller allerede har en skrivebordsskuffen fyldt med fortællinger, fortsætter Ditte og understreger, at det eneste krav for at være med, er, at man har lyst til at skabe historier.

Skriveklubben mødes på Store Heddinge Biblioteket den første fredag i hver måned, fra den 2. september og frem til maj, hver gang fra klokken 15.30-17.30.

Har du lyst til at være med, skal du blot melde dig til på Stevns Bibliotekernes hjemmeside på www.stevnsbib.dk/arrangementer. Husk at medbringe pc eller skriveredskaber og papir samt snacks og energi til hjernen.

Kommentarer