Gratis vandretur: ‘Geologi og gravhøje’ i Gjorslev Bøgeskov
Hjerteforeningens Motionsklub, Stevns og KULTURLAND indbyder til en gratis vandretur med en arkæolog og en naturvejleder som guider.
Lørdag den 11. marts fra klokken 10 til 12 indbyder Hjerteforeningens Motionsklub, Stevns og KULTURLAND til en unik vandretur i Gjorslev Bøgeskov.
Turen går ad en gammel hulvej, på kanten af Stenalderhavets kystlinje og gennem en tunneldal fra Istiden. På højdedragene ligger gravhøje fra både stenalder og bronzealder tæt. Det vidner om et attraktivt sted for bosætning i oldtiden, netop på grund af geologien.
Det, der var en tunneldal i Istiden, var i Stenalderen forvandlet til fjord, søer og vandløb, – et godt sted at bo for stenaldermennesket.
Gravhøjene skulle vise magt og velstand. Kun de rigeste og mest magtfulde havde råd til sådan en grav, og den skulle naturligvis kunne ses langvejsfra, derfor ligger de højt i landskabet.
Arkæologen og naturvejlederen vil sammen trække de spændende historier ud af landskabet og oldtidsminderne.
Midtvejs vil der blive en lille pause, hvor der vil være lidt varmt at drikke.
Mødestedet er den store P-plads ved Bøgeskov Strand. Turens længde er på cirka 5 kilometer.
Det anbefales at huske påklædning efter årstiden og fornuftigt fodtøj, turen går nogle gange udenfor stierne. Terrænet er ikke velegnet til barnevogne og klapvogne.
Turen er finansieret af Kulturland og derfor gratis.
Hvad er KULTURLAND?
KULTURLAND er et projekt i Kulturregion Sjælland, hvor regionens tre statsanerkendte museer, Museum Lolland-Falster, Museum Sydøstdanmark og Østsjællands Museum samarbejder om at udvikle nogle anderledes natur- og kulturtilbud og museumsoplevelser, der bidrager til det gode liv.
Kommentarer