Store Heddinge

Gravkoen tog den første mundfuld

Gravkoen skovlede den første mundfuld jord i sig til den største etape af fremtidens Sjællands Universitetshospital med regionsrådsformand Heino Knudsen i førerhuset. Her vil 114.500 m2 senge- og behandlingsbygninger rejse sig i op til ni etager. 

Det vi graver i dag, er fundamentet for et nyt, moderne universitetssygehus. Et kraftcenter for uddannelse og forskning – og for avanceret og specialiseret behandling til alle vores borgere i hele regionen, fastslog regionsrådsformand Heino Knudsen.

Det bliver fyrtårnet for et moderne og fremtidssikret sygehusvæsen i Region Sjælland. Det bliver til det universitetshospital, vi længe har ønsket os. Med de funktioner og den kapacitet, vi har lovet vores borgere.

Også Annemarie Knigge, der er formand for regionens sygehusudvalg, og Køges borgmester Marie Stærke talte ved det første spadestik til Køges nye skyline. Der bliver en storslået udsigt fra de nye sygehusbygninger, hvor sengeafdelingerne placeres i de øverste etager.

Patienterne får de bedste omgivelser i de 789 nye enestuer, sagde udvalgsformand Annemarie Knigge og understregede, at det nye universitetshospital skal sikre, at flere patienter kan få deres specialiserede behandling i Region Sjælland, og er med til at styrke rekrutteringen af medarbejdere.

Borgmester Marie Stærke oplevede selv i sin barndom, at det nuværende sygehus blev bygget, hvor der før var marker, og hvordan by og sygehus er vokset sammen.

Jeg er stolt over, at Region Sjællands universitetshospital ligger Køge – og jeg glæder mig til at se det nye hospital vokse op, sagde Marie Stærke.

Det er kun tre måneder siden, at Region Sjælland underskrev kontrakten med konsortiet, der skal bygge de fire sammenhængende senge- og behandlingsbygninger for 2,4 milliarder kroner. Totalentreprenøren er et joint venture bestående af de italienske entreprenører Itinera og CMB samt rådgiverne Politecnica og EKJ Rådgivende ingeniører. Den første sengebygning skal allerede stå klar i efteråret 2021, og hele byggeriet skal stå færdigt ved udgangen af 2024.

FAKTA

Sjællands Universitetshospital i Køge opføres i etaper som en udvidelse af det eksisterende hospital og koster i alt fire milliarder kroner. Den største etape til 2,4 mia. kroner består af fire senge- og behandlingsbygninger, der bygges i op til ni etager og rummer blandt andet:

Enestuer: 789 (heraf 70 akutsenge)

Intensiv pladser: 38

Undersøgelsesrum: 134

Operationsstuer: 16

Stråleterapirum: 5

Akutafdeling

Fødeafdeling

Billeddiagnostik

Helikopterplatform på taget

Kommentarer