Grisecirkus ved nat-åbent i Store Heddinge den 1. juni
Store Heddinge: Der bliver gang i lidt af hvert, når der holdes Store Heddinge by Night fredag den 1. juni. Biblioteket er klar med en række arrangementerpå – blandt andet grisecirkus
Karsten Klovn (billedet) kommer med verdens mindste cirkus, Cirkus Bella Donna. Han klovner, tryller, bugtaler og laver cowboynumre. Og endnu vigtigere: Han har det lille tibetanske dværgvildsvin Fifi Griselil med. Hun er en meget sød og artig gris, som kan bowle. Og hun er en rigtig primadonna.
I løbet af den lille times tid forestillingen varer, vil 6-7 børn blive inddraget som stjerneartister. Forestillingen kan selvfølgelig også ses af voksne.
It-hjælp
Kom på biblioteket og få it-hjælp. Du kan f.eks. få hjælp til at oprette en digital postkasse og downloade lydbøger.
Er du nystartet pc-bruger, som kan bruge pc – men er kørt fast i noget? -Eller der er noget, der bliver ved med at drille? Så kom til os – så prøver vi at løse det sammen. Du kan evt. tage din bærbare pc med, hvis det er nødvendigt for at løse problemet.
Hvis du har ’bøvl’ med din iPad, kan du også tage den under armen og komme på biblioteket og få hjælp.
Candy floss og bogsalg
Visse traditioner skal man holde fast i: Som sædvanlig, når der er Store Heddinge by Night, sælger biblioteket candy floss og kasserede bøger.
Benny Aage Møller på Kulturloftet
På Kulturloftet er der udstilling af Benny Aage Møller, som er kendt for sine ’husbilleder’. Han fortæller selv: ”Jeg fornemmer, at husene er levendegjorte med egen personlighed og karakter frembragt af husenes mennesker, som i generationer har levet og færdedes i dem.” Benny Aage Møller udtrykker, at han maler billeddigte af sine inspirationer på oliemaleriets betingelser. ”Det er et fedt oliemaleri som billeddigt over det sete og det følte.”
Kommentarer