Samfund

Grønthadermiddag i Magleby forsamlingshus

Se billedserie Foto: Nicoline Lund Gundtoft

25 lokale grøntsagshadere med ledsager fik serveret en lækker menu udelukkende fremstillet af friske sæsonvarer fra lokale grøntsagsavlere.

Trine Krebs fra Frugtformidlingen, der sammen med sit team havde tilberedt maden, var rigtig godt tilfreds med aftenen. ”De lokale avlere serverede maden – og blev overraskede over, at grøntsagshadere alligevel fik spist så meget grønt”, fortæller hun. ”Selvfølgelig var det ikke alt, som gled ned hos alle”. I den anledning var der stillet spytspande frem mellem bordene. ”For det er modigt at smage – og okay at spytte ud”, lød opfordringen fra Trine Krebs. ”Vi er jo i øveren, i aften”.

Vi har også fået lidt ord om aftenen, fra en af deltagerne – John Dalsgaard Jensen:

Det var meget, meget svært at se om der var grøntsagshadere tilstede. Men det var også meget, meget svært at være grøntsagshader på en aften, hvor de lokale producenter havde leveret de bedste grønne råvarer til tre meget kompetente madkreatører. Vi fik serveret seks forretter, fem hovedretter og fik  “æblefest” til dessert, som bestod af smagsprøver på otte forskellige æblesorter med hver deres karakteristiske smag. Retterne gav god inspiration til, hvad man kan gøre med grønt – både som selvstændige retter eller som tilbehør.

Aftenen bød ud over mad også på fællessang: ”Vi gik ikke bare mætte fra bordet, vi gik også glade fra bordet, da aftenen også bød på sange skrevet til lejligheden”.

John beskriver sig efter aftenen, som en ’mæt grøntsagselsker’: –Hvis nogen gik skuffede hjem, er der virkeligt tale om er der virkeligt tale om ægte grøntsagshadere, og jeg mødte ikke nogen af dem. Men derimod en masse glade og tilfredse ansigter, der oven i den gode oplevelse, alle fik en gave med hjem i form af de råvarer, der ikke var blevet anvendt eller havde haft “job” som aftenens bordpynt, afslutter John.

Bag arrangementet stod lokale gartnere og deres ejerfamilier i samarbejde med Dansk Gartneri og Trine Krebs fra Frugtformidlingen.

Aftenens menu ses i de vedhæftede billeder.

Kommentarer