Grusbanden slår til på Stevns
Stevns Kommune: En ny bande ved navn Grusbanden er netop dannet på Sjælland – og den slår også til på Stevns.
Grusbanden har intet at gøre med hverken motorcykler, narkotika, bandekrig eller andre ting, der ofte forbindes med ’bander’. Derimod kæmper Grusbanden for at sikre et godt vandmiljø for havørrederne i de sjællandske vandløb.
– Grusbanen er et spændende projekt, som skal øge interessen for lystfiskeri og forbedre vandmiljøet. Samtidig forsøger vi at inddrage lokalbefolkning og styrke frivilligheden blandt naturplejere i alle aldre. På den måde kan projektet medvirke til at øge den lokale forståelse for, hvordan vi passer på vandmiljøet i vore vandløb, siger Line Krogh Lay, der sidder i Fishing Zealands bestyrelse for Stevns Kommune.
– Grusbanen er et projekt under organisationen Fishing Zealand, som Stevns blev medlem af sidste år, da vi i Stevns Kommune har helt unikke muligheder for lystfiskeri. Dels har vi fantastisk kystfiskeri på grund af vindforholdene langs klinten og Natura 2000-området, Stevns Rev, som ligeledes strækker sig næsten hele vejen langs klinten. Samtidig har vi gode vandløb og Sjællands vandrigeste løber tværs gennem kommunen. Nemlig Tryggevælde Å, som ligeledes er Natura 2000-område. Vi kan godt være stolte af, at have hele to Natura 2000-områder i kommunen, og vi skal passe godt på dem, tilføjer Line Krogh Lay.
Læs også: Kommunen ønsker at at øge lystfiskerturismen
– Via Fishing Zealand og projektet Grusbanen har vi mulighed for at skabe øget opmærksomhed i forhold til vore vandbærende naturområder samtidig med, at vi kan tiltrække lystfiskere til bæredygtig lystfiskerturisme. Disse kommer ofte uden for højsæsonen, hvilket kan medvirke til at øge antallet af turister uden for sommermånederne. Der er altså både mulighed for øget turisme og forbedret vandmiljø, og det bliver spændende at følge, afslutter Line Krogh Lay.
Netværk af frivillige
Den Sjællandske Grusbande er et stort netværk af frivillige, der arbejde med at øge fiskebestandene i vandløbene. Den har fået sit navn, fordi en stor del af arbejdet handler om at udlægge gydegrus – det er sten på størrelse med valnødder, hvor ørrederne lægger deres æg – i landsdelens åer og bække. Men bandemedlemmerne skal også arbejde med udsætning af ørreder, opfiskning af moderfisk til avlsarbejdet, plantning af træer og vandplanter og meget andet.
Initiativerne er alle med til at forbedre havørredbestandene og bidrager til at gøre fiskeriet efter havørred mere spændende og attraktivt. Flere vilde havørreder øger også muligheden for at tiltrække lystfiskere fra ind- og udland, så Grusbandens indsats vil kunne være med til at give kystkommunerne en kærkommen økonomisk saltvandsindsprøjtning.
Unikt samarbejde
Grusbanden er et samarbejdsprojekt mellem et eksisterende netværk af frivillige lystfiskere, Danmarks Sportsfiskerforbund og Fishing Zealand, som lige nu består af 12 sjællandske kommuner. Det unikke samarbejde mellem kommunerne, turisterhvervet, Danmarks Sportsfiskerforbund og de frivillige, som er kernen i Fishing Zealand, betyder, at Grusbanden lige fra dag ét vil kunne gøre en forskel.
Sportsfiskerne udfører allerede i dag masser af gode projekter i vandløbene i samarbejde med kommuner og lodsejere, men i nogle områder mangler der hænder til at løfte opgaverne – og her kommer Grusbanden ind i billedet.
Bandeleder: Meld dig ind i Grusbanden
Ingen grusbande uden en bandeleder! Han hedder Rune Hylby, og hans opgave er – i samarbejde med en masse erfarne og kompetente personer fra foreningerne, engagerede frivillige samt kommunerne – at planlægge nye vandløbsprojekter på hele Sjælland, som medlemmerne i Grusbanden kan koble sig på, hvor og hvornår det passer dem.
– På denne måde håber vi at kunne aktivere endnu flere i den frivillige vandplejeindsats, der allerede foregår, og jeg er sikker på, at de mange ekstra hænder vil betyde, at der kommer meget mere gang i arbejdet med at hjælpe de vilde fiskebestande i vandløbene, forklarer Rune Hylby.
– I Fishing Zealand får vi rigtig mange henvendelser fra personer, der spørger, hvordan de kan hjælpe – og nu er svaret meget klart. Det kan de ved at melde sig ind i Grusbanden!
Tror på 1000 medlemmer
Projektleder i Fishing Zealand, Gordon P. Henriksen glæder sig over, at Grusbanden nu er en realitet.
– Fishing Zealand er en organisation, der udvikler sig konstant og i højt tempo. På under tre år er vi gået fra 2 til 12 medlemskommuner, og med dette nye initiativ sætter vi endnu mere skub på vandløbsplejen, så vi kan bidrage til at sikre gode og sunde havørredbestande. Jeg har meget høje forventninger, og det vil ikke overraske mig, hvis Den Sjællandske Grusbande har mere end 1000 medlemmer inden for ganske få måneder. Jeg ser i den grad frem til at kunne tilbyde bandemedlemmerne en masse konkrete aktiviteter, som de kan blive involveret i, fortæller Gordon P. Henriksen.
– Jeg tror på, at dette initiativ virkelig kan gøre en forskel for havørredbestanden på Sjælland og ikke mindst sætte endnu mere fokus på det store frivillige arbejde, der foregår derude.
Bliv medlem
Interesserede opfordres til at blive bandemedlemmer, og her er der ingen optagelsesprøve. Man kan bidrage, når det passer ind, og hvor det passer den enkelte.
Man kan læse mere om projektet på www.fishingzealand.dk og melde sig ind i banden via Facebook-gruppen, ’Den Sjællandske Grusbande’.
Kommentarer