Guidet cykeltur langs Stevns Klint mandag
Rødvig: Stevns Naturvejleder inviterer på en guidet cykeltur om Stevns Klint og Den Kolde Krig mandag
Mandag den 14. juli inviterer Stevns Naturvejleder alle interesserede med på en guidet cykeltur der handler om Stevns Klint og Den Kolde Krig.
Stevnshalvøen var under på grund af sin geografiske placering og den geologiske undergrund et centralt sted under Den Kolde Krig. Det vidner de mange koldkrigsanlæg, der ligger rundt om i landskabet, og ikke mindst langs med Stevns Klint, om.
På denne cykeltur vil koldkrigsformidler Anders Knudsen og Stevns Naturvejleder Kirsten Føns vise rundt på disse steder og fortælle om dem og deres vigtige rolle under Den Kolde Krig.
Der vil også blive fortalt om Stevns Klints geologi, der jo netop er grunden til, at det underjordiske koldkrigsfort Stevnsfort er blevet opført her. Geologien er så spændende, at Stevns Klint nu er blevet optaget på UNESCO’s liste over verdensarv. Denne historie vil også blive fortalt på turen.
Turen er på 25 kilometer. Børn skal være vant til at cykle. Turen er ikke velegnet for børn under 8 år.
Man kan eventuelt leje cykler på Stevns Turistbureau. Husk at komme i god tid, hvis I skal leje cykler, der er et begrænset antal.
Turen koster 70 kroner for voksne. Pensionister slipper med 55 kroner og børn op til 17 år koster 35 kroner.
Turen er gratis med gyldig sommerbillet. Sommerbilletten kan købes af naturvejlederen før afgang.
Den guidede cykeltur foregår mandag den 14. juli fra klokken 13 til 16. Mødestedet er ved Stevns Turistbureau, Havnevej 21, 4673 Rødvig
Kommentarer