Store Heddinge

Guidet vandretur fra Stevns Fyr til Rødvig søndag

stevns_fyr

Store Heddinge: Den anden guidede vandrefestivals vandring på Stevns går fra Stevns Fyr til Rødvig på søndag

Søndag den 25. august er der i anledning af vandrefestival Sjælland arrangeret en guidet vandretur på omtrent 7 km fra Stevns Fyr til Rødvig.

Efter en kort introduktion vandrer deltagerne de cirka 1½ km til Højerup, hvor der vil være et kort stop. Her er der mulighed for at se klinten, der er kandidat til UNESCOs verdensarvsliste, samt Højerup Gl. kirke. Kirkens kor skred i havet i 1928.

Geologisk er Stevns Klint verdensberømt, fordi man langs klinten kan følge et lag – fiskelerlaget – dannet for 65 millioner år siden under en verdensomspændende klimakatastrofe. På trods af mange års forskning ved man faktisk ikke, hvorfor klimaet ændrede sig fra tropisk klima til nærmest polarklima i en godt 5.000 år lang periode. Omkring 60 % af alle planter og 75 % af dyregrupperne uddøde – heriblandt dinosaurerne. Fiskeleret ses som et 3-12 cm tykt lag mellem det hvide skrivekridt og det grå bryozokalk. Ved Højerup ses fiskeleret ca. midt på klinten.

Læs også: Stevns Kommune deltager i Vandrefestival 2013

Derefter går vandreturen til Boesdal Kalkbrud, hvor der vil være et frokoststop med mulighed for at spise sin medbragte mad. Boesdal er et gamle kalkbrud med en enorm pyramide, der har været anvendt til opbevaring af kalk. Flere steder langs stranden fra Boesdal til Rødvig kan man i klinten se udsavning af bygningssten til “kridthuse”, ligesom klintens vekslende lag af gråflint og kalk, der bølger sig i store uregelmæssige banker, fremstår meget tydelige.

Husk madpakke, drikkevarer og ordentlig fodtøj. Der vil være mulighed for at komme op i Stevns Fyr kort før vandringens start.

Turen guides af Anne Marie Olsen fra Hjerteforeningens Motionsklub, Stevns.

Vandreturen starter Søndag den 25. august klokken 10.00 ved Stevns Fyr, Fyrvej 2, 4660 Store Heddinge. Forventet ankomst til P-pladsen ved Rødvig Kro, Østersøvej 8, 4673 Rødvig klokken 13:30

Se mere om Vandrefestivalen her

Den tredje og sidste vandrefestivals vandring på Stevns går fra Rødvig til Lund søndag den 2. september.

Vandreturen, der er på cirka 6,5 km, finder sted søndag den 2. september klokken 10:30 fra P-pladsen ved Flinteovnen overfor Østersøvej 14, 4673 Rødvig. Forventet ankomst til P-pladsen ved havnen i Lund, ved Lund Gade 52, 4673 Rødvig kl. 14:00

Kommentarer