Guidet vandring fra Rødvig til Lund på søndag
Rødvig: Den tredje og sidste vandrefestivals vandring på Stevns går fra Rødvig til Lund på søndag
Søndag den 2. september er der i anledning af vandrefestival Sjælland arrangeret en guidet vandretur fra Rødvig til Lund. Efter en kort introduktion til vandringen gås der mod Lund. Undervejs er der en længere pause ved Feriekolonien i Højstrup med mulighed for at spise medbragt frokost, hvorefter der vandres til havnen i Lund.
Se mere om Vandrefestivalen her
Stranden imellem Højstrup og Lund er særpræget. Kysten er meget fladvandet med mange store sten. Det er en såkaldt stenstrøning. Ved Højstrup bliver stranden nogle steder til en egentlig rullestensstrand. Rullestenstrande som denne er en særdeles sjælden naturtype i Danmark, da de fleste er blevet gravet bort og udnyttet til veje, og brugt i rørmøller til knusning. Rullestenene kommer fra naturlige nedbrydning af Stevns Klint.
Læs også: Stevns Kommune deltager i Vandrefestival 2013
Landsbyen Lund bugter sig langs en lang bygade ned i mod havnen. Her er mange gamle bindingsværkshuse fint bevaret, og landsbyen er meget charmerende. Undervejs på vandringen er der mulighed for at se en rig flora samt fugleliv.
Turens Guide er Mogens Haugaard Nielsen der er bosat i Lund og medlem af Kommunalbestyrelsen for Stevns Kommune.
Man kan i øvrigt se Mogens Haugaard Nielsen som guide i tv-udsendelsen Vis mig din landsby om Lund på TV2 Øst’s hjemmeside.
Vandreturen, der er på cirka 6,5 km, finder sted søndag den 2. september klokken 10:30 fra P-pladsen ved Flinteovnen overfor Østersøvej 14, 4673 Rødvig. Forventet ankomst til P-pladsen ved havnen i Lund, ved Lund Gade 52, 4673 Rødvig kl. 14:00
Kommentarer