Lyderslev

Gymnastikefterskolens gymnasium åbner august 2017

gymnastikefterskolen_stevns

Lyderslev/Boestofte: Gymnastikefterskolen Stevns åbner et kostgymnasium i Boestofte med skolestart i august 2017

Det nye gymnasium i forbindelse med den nuværende Gymnastikefterskolen Stevns er planlagt til at byde den første 1.g-klasse velkommen i august 2017.

Der er flere årsager bag denne beslutning. Med faldende elevtal i de kommende årgange, cirka 20 procent frem mod 2025, vil der være en øget konkurrence om eleverne i 10. klasse. Ligesom truslen mod 10. klasse ikke er ovre, i hvert fald ikke tilskudsmæssigt. Ved at koble en gymnasieskole på, fås adgang til en anden og ny elevgruppe, som Gymnastikefterskolen Stevns på nuværende tidspunkt ikke har adgang til.

Læs også: Gymnastikefterskolen Stevns vil åbne et kostgymnasium

Med en integreret efterskole/kostgymnasie kan Gymnastikefterskolen Stevns tilbyde den elevgruppe, der ikke søger 10. klasse, noget, der kommer tæt på et efterskoleophold. Et ophold, der er så afgørende for deres udvikling lige netop i den alder.

Det er derfor afgørende at kunne viderebringe efterskolekulturen og Gymnastikefterskolen Stevns’ værdier ind i gymnasiet. Og det er ikke noget, der gøres over en nat. Ligesom det at finde medarbejdere til gymnasiet, der har passion for efterskoleformen heller ikke findes over en nat. Ikke mindst ligger en udfordring i, at skulle drive skole under to forskellige lovgivninger.

Som alt andet, der foretages på Gymnastikefterskolen Stevns, skal der ligge den højeste grad af kvalitet i arbejdet, og det gælder ligeledes for det nye gymnasium, og med skolestart i 2017 er tiden sikret til at gennemføre dette arbejde.

Kommentarer