Håndværkere til møde om forsikringssager
Rødvig: Mere end 35 virksomheder var sidste uge samlet for at høre hvordan bliver man leverandør til forsikringsselskaberne
Forsikringsselskaberne er interessante kunder for håndværksvirksomheder. Men hvordan etablerer man et samarbejde og hvad skal der til for at komme ind i varmen?
Det var temaet, da Stevns Erhvervsråd og Netværket SYD afholdt fælles netværksmøde på Restaurant Lanterna i Rødvig tirsdag den 21. oktober.
Mere end 35 virksomheder var samlet for at få tips til, hvordan man skal bære sig ad for at blive godkendt som leverandør til forsikringsselskaberne i forbindelse med skader på for eksempel bygninger og biler.
Både entreprenører, tømrermestre og automekanikere stillede spørgsmål og noterede anbefalinger fra de tre foredragsholdere.
Læs også: Erhvervsrådet indbyder håndværkere til møde
Der er flere veje ind til et samarbejde
På mødet blev emnet belyst fra tre vinkler. Rebecca Bortfeldt fra Scalepoint, forsikringsbranchens sagsstyringssystem, fortalte om mulighederne for at blive optaget i deres leverandørkatalog og blive potentiel leverandør i forbindelse med skader i ens lokalområde.
-Er man interesseret i at blive optaget i leverandørkataloget, kan man kontakte Scalepoint på email support.ecb@scalepoint.com, fortalte Rebecca Bortfeldt.
Torben Ørbæk, indkøbschef hos Gjensidige Forsikring, fortalte kort om, hvordan deres leverandører ofte kom fra Scalepoints leverandørkatalog, men ved særlige projekter henter de selv håndværkere ind. Stevns Erhvervsråd formidler kontakten til Gjensidige Forsikring for de virksomheder, som måtte være interesserede, lyder det fra Jesper Yde Knudsen.
Håndværkstaksatorens bedste råd
Michael Hoff-Møller, direktør i tømrervirksomheden Egon Olsen & Søn, fortalte om, hvordan de fungerer som håndværkstaksator for flere forsikringsselskaber. Deres opgave består i at bese og taksere de indberettede skader for forsikringsselskaberne. Michaels opskrift på det gode samarbejde med forsikringsselskaberne er enkel: 1) forstå og respekter forsikringsselskabets forretningsmodel 2) gør arbejdet nemt for taksatoren 3) levér et ordentligt stykke arbejde til en konkurrencedygtig pris.
De kunne alle blive enige om at hvis du er en dygtig håndværker med et godt produkt til den rigtige pris, er der muligheder for at få forsikringsselskaberne som kunde.
Andre arrangementer
Både Netværket SYD og Stevns Erhvervsråd afholder løbende netværksmøder for håndværksbranchen med fokus på tværgående samarbejde og adgang til større entrepriser.
Det næste regionale arrangement i Netværket SYD: Bliv mere synlig på de store byggerier i Køge og få unik viden om byudviklingen af Køge centrum, Køge kyst og Køge Havn afholdes hos Jyske Bank i Køge torsdag den 6. november kl. 16.30. Læs mere på nsyd.dk
http://www.nsyd.dk/
Det næste arrangement hos Stevns Erhvervsråd er ”Morgennetværksmødet – mød Stevns’ virksomheder” Under temaet Bæredygtighed, ser vi nærmere på virksomheder, der har fokus på bæredygtighed, innovation og værdiforøgelse, når de driver deres forretning. Det afholdes på Rødvig Kro og Badehotel torsdag d. 13. november kl. 7.00. Læs mere på stevnserhvervsraad.dk under arrangementer.
Kommentarer