Hårlev Kro genåbner med ny lejer på fredag
Hårlev Kro der ligger centralt i Hårlev på Stationsvej 1 har været lukket i over tre år, men nu kommer der nyt liv i lokalerne.
Fredag den 1. december klokken 11 genåbner Hårlev kro med den 54-årige Mette Culmsee fra Hårlev ved roret. Fire yngre par gik i sommer sammen om at købe bygningen.
– Da der var høstmarked i Hårlev, holdt de nye ejere åbent hus i Elverhøjsalen. Så gik jeg ind og præsenterede mig, og jeg fortalte dem om min gamle drøm om at drive en kro. Nu er der gået godt tre måneder mere, og i næste uge tager vi fat, siger Mette Culmsee til Dagbladet.
Mette Culmsee’s mand Thomas skal sammen med tre fastansatte fremover drive kroen, der vil byde på god dansk mad til fester og arrangementer, både på kroen og ud af huset. De kan holde arrangementer for op til 130 personer. Der er indgået aftaler med en gruppe af ekstra hænder, som kan tilkaldes i forbindelse med større opgaver.
Parret har oprettet en hjemmeside og en side på facebook.
Mette Culmsee har tidligere arbejdet i slagterafdelingen i en ISO, hos Amandas Ost i Charlottenlund og hos Meals på Strøget i København. De seneste år har hun arbejdet på Rødvig Kro samt været køkkenchef på restaurant Harmonien i samme by.
I anledningen af åbningen bydes der på en lille kop et eller andet på fredag mellem klokken 11 og 16.30.
Man kan kontakte Mette og Thomas på telefon 3360 7840 eller 4252 7840 eller restaurant@haarlev-kro.dk
Kommentarer