Hanne Christophersen stopper som formand
Store Heddinge: Hanne Christophersen har trukket sig som formand for Stevns Friluftsscene
Stevns Friluftsscene har afholdt generalforsamling med Niels Henrik Olsen som dirigent.
Formanden Hanne Christophersen aflagde beretning og nævnte de aktiviteter foreningen har haft i 2012. Sommerens friluftsspil Midt om Natten med musik af Kim Larsen, var en stor opgave. Der var et band med og det løftede musikken og aktørerne betydeligt. Forestillingen blev overværet af 650 tilskuere, der alle fik en god oplevelse. Mange positive tilbagemeldinger.
I weekenden op til 1. søndag i advent, har Stevns Friluftsscene i det senere år afholdt en eftermiddag, hvor nogle af scenens aktører optræder med oplæsning, sketchs, fællessange og så var der naturligvis kaffe med æbleskiver. Eftermiddagen bliver væsentligst fulgt af pensionister, men alle er velkomne.
Ved Gymnastikefterskolen Stevns grundlovsmøde, havde Stevns Friluftsscene som tidligere år givet en lille appetitvækker på sommerforestillingen som fandt sted cirka 3 uger senere.
Formanden omtalte også den kommende forestilling, der bliver Skatteøen med musik af Sebastian. Dette bliver scenens forestilling nummer 25 og alle sejl er sat med den største opsætning, der nogensinde er bundet an med.
Se i øvrigt hjemmesiden www.stevnsfriluftsscene.dk hvor der er oplysninger om forestillingen med angivelse af spilledatoer med mere.
Kassereren Ebert Pedersen gennemgik regnskabet, der viste et underskud. Det skyldes, at der i årets løb er afholdt ekstraordinære udgifter til blandt andet indkøb af en større printer til at printe plakater, programmer og andet informationsmateriale. Der er indkøbt og repareret lydudstyr for et større beløb, samt afsluttet etableringen af mødelokalet på loftet over ”Damernes Magasin”.
På valg var Hanne Christophersen, der ikke ønskede genvalg. Hans Dalgaard, Bodil Kristensen Lisbeth Dahl og Lena Larsen blev genvalgt, og Niklas Schou blev nyvalgt. Bestyrelsen konstituerer sig senere.
Som suppleanter til bestyrelsen blev genvalgt Mia Skjold og nyvalgt Dorte Bech Nielsen.
Til revisorer blev Nenna Larsen genvalgt for 2 år og Christian Bille Larsen nyvalgt for 1 år. Som revisorsuppleant blev nyvalgt Ib Hansen.
Næstformanden takkede Hanne Christophersen for hendes store engagement i bestyrelsen, og der var en gave som tak for hendes energiske arbejde.
Kommentarer