Hårlev

Hårlev blev ikke spurgt

Hårlev: Det er faldet formanden for Hårlev Borger- og Erhvervsforening, Johnny Andersen, for brystet, at den nye turistguide for Stevns, der udkom for et par måneder siden, nærmest ikke nævner Hårlev.

Han har derfor sendt en mail til Lone Dalthur, der er turistchef på Stevns, for at få en forklaring på Hårlevs nærmest manglende eksistens i turistguide-sammenhæng.

– Turistchefens svar på dette var, at guiden er en reklamefinansieret udgivelse, fortæller Johnny Andersen til stevns.nu og fortsætter:

– Og, eftersom der ikke er kommet annoncekroner ind fra nogle Hårlev-forretninger, bliver byen heller ikke nævnt.

Johnny Andersen forstår ikke helt turistchefens argument.

-Der er jo også kommunale interesser ind over. Et opslag i turistguiden fortæller da også, at udgivelsen af guiden sker i samarbejde med Stevns Kommune, kan Stevns.nu konstatere.

Johnny Andersen kan godt forstå, at der skal sælges annoncer for at finansiere en turistguide, men som han fortæller:

– Hverken jeg selv eller de forretningsdrivende jeg har talt med er blevet kontaktet med tilbud om køb af annonce-plads til guiden.

For eftertiden vil han dog opfordre de forretningsdrivende i Hårlev til at investere i annoncer i guiden.

På spørgsmålet om, hvilke Hårlev-seværdigheder Johnny Andersen kunne forestille sig skulle nævnes i en turistguide, nævner han Gravhøjen i Himlingøje og den ny-indviede byskov. Margueritruten går jo også lige gennem vores by, og han tilføjer:

– Inden længe bliver togdriften mellem Hårlev og Køge fordoblet, så der kommer til at køre fire tog i timen frem for de nuværende to, og det vil jo gøre, at det bliver meget nemmere at komme her til Hårlev.

 

Kommentarer