Hårlev får snart døgnåben genbrugsplads

Hårlev: Det bliver snart muligt at aflevere affald i alle døgnets 24 timer på genbrugspladsen i Hårlev
Det fælleskommunale affaldsselskab Kara/Noveren har kæmpe succes med de døgnåbne genbrugspladser. Selskabet åbnede Danmarks første døgnåbne genbrugsplads i Bregninge ved Eskebjerg i februar 2012 og der var hurtigt over 1500 tilmeldte brugere.
I slutningen af juni gentog de succeshistorien og døgnåbnede genbrugspladsen i Høng. Og på den korte tid har pladsen fået flere end 1400 tilmeldte brugere.
Inden længe vil selskabet døgnåbne genbrugs-pladserne i Bjæverskov og Hårlev. Det skriver Dagbladet.
Borgerne i Stevns Kommune kan allerede nu komme af med deres affald i alle døgnets timer. Det kræver dog at de kører til enten Høng eller Bregninge. Kara/Noveren’s døgnåbne genbrugspladser kan nemlig benyttes af borgerne i Kalundborg, Køge, Lejre, Roskilde og Stevns kommune. Erhvervskunder fra hele landet kan ligeledes tilmelde sig ordningen.
Tilmelding til ordningen foregår elektronisk på Kara/Noveren s hjemmeside hvor man samtidigt kan læse mere om de døgnåbne genbrugspladser.
Kara/Noveren, der er et interessentselskab, ejes af ni sjællandske kommuner: Greve, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lejre, Odsherred, Roskilde, Solrød og Stevns. De servicerer samlet set knap 400.000 borgere og 20.500 erhvervsvirksomheder.
Kommentarer