Rødvig

Havnefogden slukkede brand i Rødvig havn


Rødvig: Stevns Brandvæsen og Falck i Store Heddinge blev tirsdag den 18. september klokken 12.44 kaldt ud til en brand i Rødvig fiskerihavn.

– Vi fik en anmeldelse om en bygningsbrand i en villa/rækkehus på havnen i Rødvig, siger indsatsleder Søren Hopff til Stevns.nu og fortsætter:

– Da vi ankom til stedet, var branden slukket. Nogle lokale og Rødvigs havnefoged havde med et par spande vand slukket ilden. Fiskemarkedet var ved at få lagt nyt tagpap på, og der var gået ild i tagpappet.

Dagen i dag har været anderledes stille i forhold til de foregående dage.

I går mandag, da brandvæsnet lige var gået i gang med at rense Lille Heddinges veje for slam, blev indsatsleder Søren Hopff tilkaldt til Skovvejen i Store Heddinge, idet en lastbils hydraulik slange var sprunget og væsken løbet ned i en brønd. Indsatslederen tilkaldte en slamsuger som fjernede væsken.

Læs også: Slam kaos på Rødvigvej i Lille Heddinge,

Hele natten imellem søndag og mandag havde der været 2 frivillige fra Stevns Brandvæsen på brandvagt på Korsnæbsvej 66, hvor savsmulden stadigvæk lå og ulmede.

Læs også: Gårdbrande i Rødvig og Hellested.

Der var vagtskifte klokken 8, så friske frivillige brandmænd kunne tage over.
Brandvæsnet kunne ikke komme mere vand på savsmulden, idet loftet så ville falde ned over gårdens fyr, så man valgte at fjerne alt savsmulden.

Først et godt stykke hen af formiddagen var brandvæsnet færdig på stedet.

Kommentarer