Helårshuse kan nu sælges som fritidshuse
Stevns Kommune: Ny ordning med flexboliger betyder at billige helårsboliger nu kan sælges som fritidsboliger
Den 1. maj trådte nye regler om bopælspligt i kraft. De nye regler betyder at det lettere at få tilladelse hos alle landets kommuner til at købe en billig helårsbolig på landet og bruge den som fritidsbolig. Ordningen er indført for at undgå at huse i yderområderne står tomme og dermed forfalder.
På Stevns findes der mange billige og charmerende helårsboliger, der ligger for eksempel ved kysterne, uden for sommerhusområderne, til priser helt nede omkring 200.000 kroner. Det skriver Børsen.
– Det er jo langt billigere end at købe et sommerhus, siger Tine Nielsen, arkitekt og rådgiver i Bolius, til Børsen.
EDC Stevns har allerede solgt et par helårshuse under flexboligordningen og indehaveren Leo Nielsen forventer, at sælge mange flere flexboliger på Stevns, skriver Børsen.
– Vi har jo masser af idylliske ejendomme med stråtag og stokroser uden foran, hvor køberne kan får den gamle, hyggelige idyl, uden at man skal placere sig i et sommerhusområde, siger Leo Nielsen.
Kommentarer