Store Heddinge

Helikopter leder efter forsvundet mand omkring Store Heddinge

En bekymret familie har bedt politiet om hjælp til at finde et familiemedlem, som de ikke kan få kontakt til.

Fredag den 24. februar om eftermiddagen har Midt- og Vestsjællands Politi startet en eftersøgning efter en mand fra lokalområdet, som familien ikke har haft kontakt til siden torsdag formiddag.

– Vi har en helikopter i luften og fire hundepatruljer ude og lede i området omkring Store Heddinge, hvor vi har gps-signal fra mandens telefon, siger Lars Mogensen, der er vagtchef i politikredsen til Ekstra Bladet.

Den forsvundne mands familie er bekymrede over at de ikke kan komme i kontakt med manden, så de kontaktede politiet torsdag ved midnatstid.

– Broderen til ham talte sidst med ham ved 11-tiden torsdag, hvor manden sagde, at han lige havde lidt travlt og derfor ville ringe tilbage. Siden har man dog ikke haft kontakt, siger vagtchefen.

Politiet har ikke udsendt en officiel efterlysning med signalement med mere, fordi de har konkrete spor at gå efter, blandt andet med gps-signaler fra mandens mobiltelefon.

– Derfor sender vi ikke et konkret signalement og efterlysning ud på nuværende tidspunkt. Men måske senere, siger Lars Mogensen til Ekstra Bladet.

Kommentarer