Store Heddinge

Hensyn til julehandel i Store Heddinge

Store Heddinge: Beboere og handlende i Algade er ikke så tilfredse med en længerevarende renovering af gaden og ensretning. Men julehandelen bliver der taget hensyn til

Der er generelt tilfredshed med, at Algade skal renoveres. Men ingen af beboerne er specielt tilfredse med, at gaden ved samme lejlighed bliver ensrettet.

Teknik- og miljøforvaltningen i Stevns Kommune har netop afsluttet en partshøring, der omfatter de beboere og erhvervsdrivende, der bliver direkte berørt af et længerevarende anlægsarbejde, og ikke mindst ensretningen af Algade.

I følge de indkomne høringssvar vil anlægsarbejdet og ensretningen betyde omfattende omsætningsnedgang. I enkelte af høringssvarene nævnes specielt problemer med vareindlevering. Men netop dette forhold er delvist indarbejdet i skitseprojektet, hedder det fra Stevns Kommune.

Kritikken kommer ikke bag på Teknik- og miljøforvaltningen, som havde forventet, at ensretningen og den længerevarende renovering kunne blive et problem for gadens beboere.  Men der bliver ikke taget hensyn til det.

“Argumenterne er blevet vendt i forbindelse med udarbejdelsen af den trafikale redegørelse, og det er blevet vurderet, at ensretning af Algade fra nord mod syd er den løsning, der tilgodeser flest af interessenterne, som ikke alene omfatter butiksejere men også fodgængere og cyklister”, hedder det.

På Byrådsmødet for nylig blev renoveringen og ensretningen drøftet. Specielt, at en omsætningsnedgang i hvert fald i en periode vil ramme de forretningsdrivende.

Derfor blev det henstillet, at der tages mest mulig hensyn til adgangsforhold både generelt, men også til de enkelte butikker og ejendomme, og at der bliver ryddet op ved og omkring arbejdsområderne.

Julehandelen kommer ikke i klemme. Et anlægsstop i forbindelse med julehandlen bliver måske indarbejdet i planen. Og intet er så skidt, at det ikke også er godt: En eventuel nedgang i omsætningen forventes opvejet af, at området efterfølgende vil fremstå mere attraktivt både for kunder og nye butikker, som det hedder i referatet fra Byrådets møde.

Kommentarer