Hesteejere skal betale energiafgift for strøelse
Stevns Kommune: Det kan blive op til 5.000 kroner dyrere om året for kommunens mange hesteejere at bruge halm eller træpiller som strøelse til hestene
Det er nemlig omfattet af den nye afgift på biomasse. Dermed bliver afgiften reelt en skat på hobby, mener Videncentret for Landbrug.
Stevns Kommunes mange hesteejere på hobbyplan kan se frem til en stor ekstraregning, hvis den nye afgift på biomasse gennemføres som foreslået af regeringen, også selv om de ikke bruger biomassen til energiformål.
Afgiften udløses uanset, hvad biomassen bruges til, og mange hesteejere bruger for eksempel halm- eller træpiller til strøelse i stalden og bliver dermed omfattet af den nye lov.
Fra regeringen lægges der op til, at man kan få afgiften tilbage, hvis man dokumenterer, at træpillerne ikke bruges til energiformål, men kun, hvis beløbet overstiger 5.000 kroner.
– For ejeren af en lille besætning vil det udgøre en relativt stor ekstra omkostning i en forvejen ret dyr hobby, siger Jørgen Kold, chef for Videncentret for Landbrug, Heste.
– Det er meget svært at se, hvorfor brug af biomasse til strøelse skal føre til, at man som hesteejer bliver omfattet af en afgift, der er tænkt som et rent energipolitisk tiltag. I praksis kommer afgiften til at fungere som skat på hobby, siger Jørgen Kold.
Han peger på, at selv om man bruger for mere, end grænsen på 5.000 kroner og har mulighed for at få afgiften tilbagebetalt, så medfører kravet om dokumentation ekstra udgifter og besvær.
– Der bliver givetvis en større byrde for den enkelte hesteejer, der typisk ikke har et professionelt setup for administrationen. Og rent praktisk er det i sig selv vanskeligt at løfte opgaven med at dokumentere, at man udelukkende bruger biomassen til strøelse og ikke som brændsel, siger Jørgen Kold.
Næsten 50.000 personer har tilmeldt sig siden Stop Brændeafgiften på Facebook. Formålet med siden er at sprede viden om konsekvenserne af en afgift på brænde.
Kommentarer