Himlingøje

Historien om Otto Brandenburg i Himlingøje fredag aften

Afvekslende mellem sang og tale, kommer Karsten Holm igennem et hjørne af den spændende historie om manden, som vi alle kender.

Fredag 7. april klokken 20.30 kan man opleve Karsten Holm fortælle historien og anekdoterne om den folkekære sanger og skuespiller Otto Brandenburg, i Himlingøje Forsamlingshus , Himlingøje Bygade 16.

Danmarks første teenageidol blev født 4. september 1934 og døde 1. marts 2007 – 72 år gammel. Faktisk noget af en præstation, med det til tider hårde liv han levede.

Ottos karriere strakte sig over mere end 50 år. Det begyndte med violin, men skolekammeraten Ib Glindemann fik ham til at skifte til jazz-guitar. Succesen tog fart med ’Four Jacks’, som han var med til at starte.

Han blev Danmarks første teenageidol – eller Danmarks Elvis – og blev også berømt i Sverige og Tyskland.

Ottos vel nok mest kendte sang ‘To lys på et bord’ er nok den sang, man først tænker på, når man siger Otto Brandenburg. Han sang den i Dansk melodi grand prix i 1960 – men blev nummer chok. Til gengæld blev den det største hit det år.

Ind imellem faldt Otto i én af hans sorte huller. Men som en korkprop kom han altid op til overfladen igen og igen.

– Efter en optræden i TV2 Charlie i 2014, hvor jeg sang ’To lys på et nord’, blev det naturligt for mig, at mit nye projekt skulle handle om Otto Brandenburg. Jeg synes, at Otto er den helt rigtige forlængelse af historien om Elvis, Kim Larsen og Giro 413. Det er med stor fornøjelse at jeg tilbyder dette sangforedrag, lyder det fra Karsten Holm.

Kommentarer