Store Heddinge

Historisk julefest i Sydstevnshallen

Se billedserie Alle var samlet til fællessang foran juletræet midt i hallen.

Den første halfest i Rødvigs nye hal kom Stevns Friskole til at stå for, da over 400 børn, forældre og bedsteforældre fredag aften indtog Sydstevnshallen.

Her var der dækket op til at indtage flæskesteg med sprød svær, hvide og brunede kartofler samt rødkål og rigelige mængder af brun sovs. Inden hallen blev indtaget fyldte forsamlingen Sankt Katharina Kirke i Store Heddinge op til bristepunktet, hvor børn fra skolen gik Lucia-optog og sang julens sange.

 

I løbet af aftenen kunne de fremmødte muntre sig med at deltage i amerikansk lotteri med chance for at vinde én eller flere af 77 sponserede præmier. Efter maden var der en velassorteret kaffe- og kagebod, hvor alle til billige penge kunne sikre sig lidt til den søde tand. Og så spillede Henrik Larsen op på sin harmonika til dans rundt om juletræet, der prydede midterlinien i hallen. Inden denne spillemand var i aktion havde Lars Flaskager fra Funky Fever underholdt forsamlingen med guitar og sang.

 

Julemanden nåede også at kigge forbi med slikposer til alle børnene, inden alle afslutningsvis blev forsamlet foran det store, grønne grantræ, hvor man i fællesskab sang julen ind. Her tog Rie Sørensen mikrofonen og sang for, så alle kunne gå hjem med en  historisk oplevelse om: “den første halfest i Sydstevnshallen”.

 

Det var ottende klasse og deres forældre, der havde arrangeret festen, hvor overskuddet går til klassens kommende lejrskole – turen går til Irland og Dublin

Vedhæftede fotos er til fri afbenyttelse.

11: Der blev serveret over 400 portioner flæskesteg med tilbehør.

22: Rie Sørensen sang for, da der var fællessang som afslutning på julefesten. Lars Flaskager og Henrik Larsen akkompagnerede på henholdsvis guitar og harmonika.

24: Alle var samlet til fællessang foran juletræet midt i hallen.

 

Kommentarer