Historiske køretøjer indtager Stevnsfort i weekenden
Rødvig: Man kan blandt andet vinde en tur i en 60 år gammel Jeep på Stevnsfort i weekenden.
Lørdag den 8.og søndag den 9. august holder Dansk Militærhistorisk Køretøjsforening i samarbejde med Koldkrigsmuseum Stevnsfort for femte år i træk træf på Stevnsfort.
Jeeps i alle afskygninger, lastbiler og motorcykler; museets gæster får masser at se på Stevnsforts udendørs terræn.
Museets egne historiske køretøjer får nemlig selskab af mere end 20 af de fineste bevarede militærkøretøjer fra Den Kolde Krig. De mange køretøjer er privatejede og smukt restaurerede af entusiaster i ind- og udland, som meget gerne vil vise deres køretøjer frem og svare på spørgsmål. Og som selvfølgelig også gerne viser køretøjerne i funktion.
Sammen med de udstillede køretøjer vil der være folk i historiske uniformer, en militær teltlejr, boder og meget mere.
Traditionen tro kårer Koldkrigsmuseum Stevnsfort det bedst bevarede miltære køretøj, og uddeler Stevnsfort-trofæet til henholdsvis det bedste danske og det bedste udenlandske militære køretøj.
Publikum har ikke bare mulighed for at kigge på køretøjerne. Blandt deltagerne i en konkurrence trækkes lod om en tur i ét af de gamle militærkøretøjer.
De historiske køretøjer indtager Koldkrigsmuseum Stevnsfort, Korsnæbsvej 60 4673 Rødvig, lørdag den 8. og søndag den 9. august, begge dage fra klokken 10 til 17.
Foto: Der er masser af grønne hestekræfter at kigge på på Koldkrigsmuseum Stevnsfort, når en hel stribe af jeeps, motorcykler og lastbiler besøger fortet i weekenden.
Kommentarer