Hellested

Historiske mindetavler indvies i Hellested

Borgerforeningen i Hellested afholder en højtidelig indvielse af to historiske mindetavler ved Hellested Kirke, lørdag.

Lørdag den 2. september indvier Hellested Borgerforening to historiske mindetavler over Hellested Fattighus. Det foregår på Peder Syv Vej 5, ved Hellested Kirke.

Arkivleder Erik Mouritsen fra Stevns Lokalhistoriske Arkiv, vil fortælle om fortiden, der nu bliver vakt til live.

Læs også: Stevns Brand Fond har givet penge til mindetavler

Hellested havde fra 1780 til 1919 et fattighus der blev kaldt Hellested Hospital. Fattighuset lå for enden af Peder Syv Vej. Under restaureringen af det gamle hus, som nu er privat beboet, i april 1989 dukkede en 118 x 65 cm hvid marmorplade med dansk inskription op i en væg. En anden tilsvarende stor mindetavle med inskription på tysk var indmuret i et hønsehus.

– Vi byder på mørkt hvidtøl og små fedtemadder, for at holde os i fattighusets ånd, fortæller formanden for Hellested Borgerforening, Anne-Grethe Mathiesen.

Om Hellested Hospital

Hellested Hospital blev oprettet i 1780 af landøkonomiinspektør Vølcher i et hus i Juellinges have og blev i 1798 af grev J. G. Molkte af Bregentved flyttet til Hellested. Oprindeligt med plads til tre fattige enker og enkemænd af grevskabet Bregentved og sender udvidet til 10. Hospitalet blev nedlagt i 1919. Bygningen var før hospitalet en kro ‘Peder Billes kro’, som Grev J. G. Molkte købte for at oprette hospitalet.

Om mindetavlerne

Mindetavlen med tysk tekst var den ældste fra 1781 og blev flyttet med fra Juellinge.  Den anden tavle er med dansk tekst og begge mindetavler blev opsat i forbindelse med oprettelsen af hospitalet i Hellested.

Teksten på den ældste tavle er således oversat:

” Under den glorværdige Regering af den højsalige Kong Frederik den Femte har Herr Geheimeråd Grev Adam Gottlov Moltke, som på egen Bekostning på Grevskabet Bregentved gennem L. M. Vølkers den 12. Marts 1763 først lod indføre den holstenske Indretning, og ved Guds Velsignelse lod fortsætte hertil. Gud til Ære og til Stedse i teknemmelig Erindring om denne for vort Fædreland så nyttige Indretning – er dette Hus til Bedste for tre Fattige blevet stiftet af I. M. og E. G. Vølgersen den 1. Maj 1781”

Den anden sten er nyere og er fremstillet af gulligt Faxemarmor. Teksten er således:

”Efter at det af Inspektør Vølker og Hustru i Jullinge Hovedgaards Have oprettede Hospital for 3 Fattige var flyttet til de gamle Krobygninger i Hellested By og ved daværende Lehnsbesidderes Gavmildhed var blevet udvidet med 7 Pladser for fattige Hjemmehørende paa Grevskabet Bregentved efter Legatets Fundats af 22. August 1823 er i Aaret 1871 de indtil da benyttede Hospitals Bygninger befundne ubrugelige og dette Hus fra Nyt opført til Bolig for i alt 10 Fattige”.

Projektet har fået støtte fra Stevns Brand Fond, der blev stiftet i 2006 da brandkassen overgik til Lokalforsikring. Fonden råder over en formue på 37 millioner kroner og afkastet derfra bliver brugt til at støtte gode formål.

Kommentarer