Store Heddinge

Hjemmeværnskompagni Stevns 70-års jubilæum

Se billedserie

Dagen begyndte kl. 08.00 med et kørende Rode show, der viste/og fortalte lidt om hjemmeværnet. Vi besøgte Strøby Egede – Hårlev og sluttede på pladsen ved Hjemmeværnsgården, hvor infomationsstanden blev stillet op.

Receptionen startede kl. 13.00 med en parade foran Hjemmeværnsgården, hvor kompagniets fane blev ført på plads, og flaget blev hejst.

Efterfølgende var der reception inde på Hjemmeværnsgården, hvor de 66 fremmødte kunne nyde en forfriskning og en sandwich.

Blandt gæsterne var Oberst, Lennie Fredskov Hansen, der er Chef for Landsdelsregion Øst, Beredskabsdirektør, Lars Robétjé Østsjællands beredskab, repræsentanter fra Hjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestsjælland samt Flyverhjemmeværnsdeling 231 Stevns.

Ligeledes var de stevnske soldaterforeninger repræsenteret, og forhenværende Borgmester, Mogens Haugaard fandt ligeledes lejlighed til at lægge vejen forbi for at ønske tillykke.

Fra kompagniets svenske venskabsenheder havde Bataljonschef Major, Christer Larsson og frue taget den lange rejse fra Hallstahammar til Stevns for at deltage i fejringen af dagen. Herudover deltog en stor del af kompagniets mandskab med ledsagere.

Kompagnichefen Kaptajn, John Outzen nævnte i sin tale de mange opgaver, det stevnske kompagni havde løst gennem årene samt de store krav der stilles til kompagniets mandskab på alle områder. Kravene bliver ikke mindre i fremtiden, hverken når det gælder hjælp eller støtte til forsvaret og politiet, eller det øvrige samfund. Ligeledes takkede han kompagniet for den altid positive indstilling – dette uanset tidspunkt på døgnet, der ringes på.

Forhenværende Kompagnichef, Hans A. Hansen gav en lille historisk redegørelse omkring kompagniets start og oprettelse den 1. juni 1949, samt opbygningen og udfordringerne i de første mange år, herunder opførslen af Hjemmeværnsgården samt starten og udviklingen på det nordiske samarbejde med det svenske Hjemmeværn – et samarbejde, der nu har varet i 55 år.

 Chef for Landsdelsregion Øst kom i sin tale ind på de øgede krav der stilles, og vil blive stillet fremover i forhold til den militære profil af Hjemmeværnet. Vi må se i øjnene, at denne profil ikke vil blive mindre i fremtiden. Derudover takkede han kompagniet for den bistand der ydes, når han har behov derfor.

Beredskabsdirektøren omtalte de mange udfordringer, som beredskabet stor over for i forhold til klimaforandringer – udfordringer, der vanskeligt kan løses, hvis ikke Hjemmeværnet træder til, når der kaldes.

Fra den svenske bataljonschef lød der en stor tak for mange års udbytterigt venskabssamarbejde – et samarbejde, der prioriteres meget højt i det svenske Hjemmeværns ledelse. I den forbindelse kan det nævnes, at Hjemmeværnskompagni Stevns er inviteret til Sverige i dagene 12. til 15. juni 2020.

 I forbindelse med jubilæet fik Torben O. Christensen overrakt Hjemmeværnets 40 års anciennitetstegn.

 

Kommentarer