Højtideligholdelse af våbenhviledagen den 11. november 1918
I det råkolde efterår 1918 indgik de to kæmpende alliancer så endelig våbenhvile for 1. Verdenskrig, efter fire opslidende år. Våbenhvilen indtraf i den 11. time på den 11. dag i den 11. måned.
På det tidspunkt var tæt på 9 millioner unge mænd døde på slagmarkerne eller på et af de mange lazaretter. Over 20 millioner unge returnerede med tabt førlighed eller med uhelbredelige ar på sjælen.
Traditionen tro blev der igen i år afholdt en mindehøjtidelighed på Lille Heddinge Kirkegård ved det lille kapel hvor Ole Frandsen Andersen, der gjorde tjeneste i den Amerikanske hær hviler.
Fanekommando fra HVK Stevns samt fra Soldaterforeningerne på Stevns deltog i højtideligheden som blev ledt af formanden for De Danske Forsvarsbrødre på Stevns.
Herefter blev der lagt blomster på Lyderslev Kirkegård hvor den Engelske Flight Sergent, A.K.Wooliscroft og den tyske marinesoldat Bernhard Neuber hviler.
Kommentarer